Ny postlov giver ekstra arbejde
Kommunen har travlt med dispensationer - nu er linjen blødt lidt op.
Visitationen i Brønderslev Kommune har haft meget arbejde med at vurdere, om folk skal have lov at slippe for at sætte deres postkasse ud i skel. Det følger af den nye postlov, som er trådt i kraft her fra nytår, og som betyder, at man ikke længere må have postkassen ved døren, med mindre man har dispensation til det. Det er kommunernes opgave at tage stilling til det spørgsmål. - Vi får rigtig mange henvendelser. Det har været et kæmpe arbejde bare at besvare henvendelserne og skrive til Post Danmark. Vi har brugt rigtig meget krudt på det, fortæller afdelingsleder i Visitationen, Line Hessellund. I starten af året brugte Brønderslev Kommune flere kræfter på sagerne og kunne også finde på at indhente lægeudtalelser. Men på landsplan viste det sig, at lægerne kviede sig ved opgaven, og det har været forskelligt, hvordan kommunerne har håndteret opgaven, hvor meget energi de har valgt at bruge på den, og hvor skrap en linje, de har lagt. - Der har været lidt svingende meldinger i forhold til, hvor meget krudt, man skal bruge på det, og det er aldrig blevet meldt ud, hvad kriterierne for tildeling af dispensationen helt konkret er, fortæller Line Hessellund, der også fortæller, at indsatsen har ændret sig. - I starten gjorde vi mere ud af at sagsbehandle og bad om lægeudtalelser, men da det kom frem, at andre ikke gjorde det, så besluttede vi os for ikke at bruge så meget krudt på det. Så dem beder vi ikke om mere. Den tid, vi bruger på at sagsbehandle sådan en sag, den går jo fra en anden sag. Og da det er en opgave, som kommunen er blevet pålagt uden tilførsel af ressourcer til den, har vi også været lidt frustrerede over det, siger Line Hessellund. I praksis giver Visitationen dispensation til de borgere, som de kender og ved ikke kan bevæge sig ud til postkassen. Er man i tvivl, bliver der nu også givet dispensation. Men hvis man ved, at ansøgeren for eksempel godt selv kan gå ud at handle, bliver det et nej, selv om kommunen egentlig ikke har nogen direkte interesse i at give afslag. - Men vi skal kunne forsvare vores faglige arbejde, så vi kan ikke forsvare at give dispensation i de tilfælde, siger Line Hessellund. Kommunen har ikke ført nogen statistik over, hvor mange borgere, der har fået lov at beholde postkassen ved døren.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.