Ny præst fik ekstra travl første dag

Blev indsat i fire kirker på samme dag

Provst Hanne Petersen (t.v.) indsatte Pia Abery Jacobsen i hele fire kirker - Løgstør, Aggersborg, Kornum og Løgsted.

Provst Hanne Petersen (t.v.) indsatte Pia Abery Jacobsen i hele fire kirker - Løgstør, Aggersborg, Kornum og Løgsted.

LØGSTØR:Det blev en travl arbejdssøndag for den nye sognepræst Pia Abery Jacobsen, da hun i søndags skulle indsættes i hele fire kirker - Løgstør, Aggersborg, Kornum og Løgsted. Starten gik i Løgstør Kirke kl. 9.30, hvorefter hun og provst Hanne Petersen, der foretog den officielle indsættelse, måtte skynde sig videre til Kornum Kirke. Efter frokost var det menigheden i Aggersborg Kirke, der kunne byde deres nye præst velkommen, og sidste festgudstjeneste foregik i Løgsted Kirke. Om aftenen festede et større antal personer med tilknytning til kirkerne sammen med den nye præst og hendes familie for at markere indsættelsen. Pia Abery Jacobsen har bosat sig foreløbigt sammen med sin datter i præsteboligen i Rådhusgade i Løgstør, hvorefter hendes søn følger efter til sommer, når studentereksamen er klaret. Pia Abery Jacobsen afløser sognepræst Anna Margrethe Saxild, der fik nyt job i sommeren 2011. Pia Abery Jacobsen, der er 51 år, kommer fra Allerød. Hun har høstet sin erfaring gennem et indtil nu kortere virke som præst, og fra sin oprindelige uddannelse som bibliotekar, ligesom hun har deltaget i frivilligt arbejde i flere sammenhænge.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.