Aalborg

Ny præst i Hans Egedes Kirke

Kirken skal turde være kirke

Den nye sognepræst ved Hans Egeds Kirke, Søren Dalsgaard: I mit arbejde som præst vil jeg arbejde for, at kirken opleves som relevant fællesskab for mennesker.?Foto: Nicolas Cho Meier
Den nye sognepræst ved Hans Egeds Kirke, Søren Dalsgaard: I mit arbejde som præst vil jeg arbejde for, at kirken opleves som relevant fællesskab for mennesker.?Foto: Nicolas Cho Meier

AALBORG: Søren Dalsgaard, ny sognepræst i Hans Egedes Kirke er opvokset i Aars i Himmerland. Her fortæller han lidt om sin baggrund og sine visioner med præstegerningen.

- Efter studentereksamen i 2002 tog jeg til Aarhus for at studere filosofi. Men jeg valgte at droppe det. Dernæst gik jeg på lærerseminariet i Silkeborg i to år 2004-2006. Jeg havde egentlig i længere tid haft lyst til at læse teologi, også på daværende tidspunkt, fortæller Søren Dalsgaard i præsteboligen på Mylius Erichsensvej 110.

Han tog endelig beslutningen om at læse teologi og blev færdig med uddannelsen og cand.theol. i 2012.

- Efter studiet havde jeg egentlig ikke tænkt at jeg skulle være præst. Jeg forsøgte mig først med at søge jobs som højskolelærer, men dog uden held. Senere blev jeg venner med en præst, og jeg fik lov at få indsigt i hans arbejdsdag. Dette inspirerede mig til at søge ind på Pastoralseminariet.

På pastoralseminariet gik det op for Søren, at han ville være præst, og at han overhovedet ikke ville andet end at være præst.

- I foråret 2014 blev jeg færdig med Pastoralseminariet og søgte stillingen i Hans Egedes Kirke.

Privat er Søren gift med Liselotte, som han mødte, da han flyttede til Aarhus.

- I forhold til det religiøse har jeg været en del af flere forskellige miljøer. Allerede i min tidlige ungdom var jeg tiltrukket af spirituelle emner, og jeg blev med tiden fascineret af New-Age religiøsitet. Men da jeg stadig var i mine teenageår forlod denne form for åndelighed og blev i stedet for kristen i mere traditionel forstand. Det kristne miljø, jeg blev en del af, var et frikirkemiljø.

- I midten af tyverne forlod jeg det frikirkelige og havde en periode, hvor jeg følte behov for at komme på afstand fra det. Men så blev jeg tiltrukket af folkekirken. På det tidspunkt var jeg allerede begyndt at læse teologi.

- Det gik op for mig, hvilken rigdom vi egentlig har i den folkekirkelige gudstjeneste med dens fokus på liturgi. Der er også megen dybde i vores salmer. Derudover giver højmessen (den almindelige søndagsgudstjeneste) plads til, at man kan komme, som man er, og så finde et rum for refleksion og bøn, der virker som en modpol til vores forjagede og hektiske tilværelse.

- I mit arbejde som præst vil jeg arbejde for, at kirken opleves som relevant fællesskab for mennesker.

- Kirken skal være imødekommende og åben. Den skal være nærværende i folks liv. Og så skal kirken turde være kirke. Den skal stå ved sit budskab. Den skal turde udfordre vor samfunds krav og normer.

- Når samfundet hele tiden fokuserer på præstation og effektivitet med de deraf afledte symptomer som stress, depression og angst, så skal kirken tale om Guds ubetingede kærlighed.

- Når politikerne kun er optagede af en økonomisk diskurs, så skal kirken tale om Guds rige og medmenneskelighed. Kirken skal være det sted, der taler om det guddommelige, når verden drukner i forbrugermentalitet.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden