EMNER

Ny præst i Horne og Asdal

Lea Hoff Ringgård Lauritsen er klar til at tage fat

Lea Hoff Ringgård Lauritsen glæder sig til arbejdet som præst i Horne og Asdal, men først skal tingene pakkes ud i den store præstegård.Foto: Hans Wendelboe Bøcher
Lea Hoff Ringgård Lauritsen glæder sig til arbejdet som præst i Horne og Asdal, men først skal tingene pakkes ud i den store præstegård.Foto: Hans Wendelboe Bøcher Hans Wendelboe Bøcher

HORNE: - Kopperne ligger stadig nederst i kassen, smiler Lea Hoff Ringgård Lauritsen, mens hun skænker kaffe i plastickrusene fra kasserollen, som i flytterodet gør det ud for elkedel.

Rundt om i den store præstegård på Tornbyvej står stabler af flyttekasser. Endnu er her ikke mange møbler.

- Jeg kommer fra en lille lejlighed i Aarhus, så jeg har måttet skrabe sammen og finde lidt på loppemarkedet for bare at kunne fylde lidt i de mange rum, griner hun.

Fra 1. februar beklæder hun stillingen som præst ved Horne og Asdal kirker efter Kim Legarth i pinsen 2012 forlod jobbet til fordel Hobro Kirke.

- Det lå ikke umiddelbart i kortene, at jeg skulle blive præst. Godt nok er der et par teologer i familien, men mine forældre har det meste af mit liv arbejdet som forstanderpar på Svankjær Efterskole i Thy. De har selvfølgelig præget mig en del, og jeg har altid interesseret mig for kristendom og religion, fortæller Lea Hoff og byder et stykke chokoladetærte.

Lørdag eftermiddag kom første flyttelæs til den store præstegård på Tornbyvej i Horne. Med til at hjælpe havde hun både sine forældre og to brødre.

- Det er dejligt, når man kan hjælpe andre. Og dejligt, når andre er klar til at hjælpe en selv. Måske er det netop det, der er en af de bedste ting ved små samfund. De er stille og rolige på den gode måde. Det er det, jeg kender fra Svankjær og håber at finde i Horne og Asdal.

Efter studentereksamen fra Thisted Gymnasium i 2004, tog Lea Hoff med Haslev Udvidede Højskole til Ulan Bataar i Mongoliet. Her oplevede hun en verden, der var væsensforskellig fra alt, hun kendte fra Thy.

- Alting gik vildt langsomt, men alle var hjertelige og tog varmt imod nysgerrige fremmede.

Erfaringerne fra Mongoliet har Lea Hoff siden benyttet i blandt andet arbejdet som frivillig i KFUM/K, hvor hun har været drivkraft i både Mongoliet- og Tunesienudvalgene, der er dialogprojekter, der arbejder med udveksling og udvikling. Men da hun begyndte på teologistudierne i Aarhus, måtte hun drosle ned på det frivillige arbejde.

- Jeg savner det meget. Jeg savner også at spille volleyball. Kan man det i Horne eller Asdal, spørger hun nysgerrigt.

Det bliver der rig lejlighed til, når den unge præst søndag 3. februar holder sine første gudstjenester i Horne og Asdal.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden