Ny ramme om Vor Frue Kirke
Kirkepladsen i midtbyen skal renoveres og gøres mere fredfyldt for tre-fire millioner kroner

Vor Frue Kirkes omgivelser, som de fremstår i dag. Det er blandt andet et ønske om en mere fredfyldt kirkeplads, der er udgangspunkt for de nye planer for stedet. Det skal således være slut med bilkørsel og parkering i Arkivstræde.
Galleri - Tryk og se alle billederne.

En granitbrostensbelægning med et historisk tema eller asfalt med bånd af granitbrosten over et nutidigt tema. Sådan lyder valgmulighederne i det oplag til en fornyelse af pladsen omkring Vor Frue Kirke, som udvalget for teknik og miljø skal behandle næste torsdag og som antageligt derefter sendes i offentlig høring i tre uger. I de to forslag, som er udarbejdet af arkitekt Vibeke Rønnov fra arkitektfirmaet C.F. Møller, er udformningen af pladsen grundliggende ens. Forskellen består i belægningen, der for modellen med udspring i det historiske, består af slidte brosten indsamlet andre steder i byen. Brostenene skal følge kirkens grundplan, hvorved der dannes buer omkring apsis i pladsens østlige ende, der fremhæver kirkens form i fladen. Arkitekten påpeger, at en ensartet belægning i brosten vil referere til de historiske omgivelser. Historie contra nutid "Historie + æstetik" er titlen på det forslag. I det andet forslag under titlen "nutid + tilgængelighed" består belægningen af asfalt i en farve, der harmonerer med bånd af brosten. Asfalten danner ifølge oplægget en gangvenlig flade og signalerer en nutidig plads, hvor overgangen til de historiske huse formidles af brostensrækkerne. En ren granitløsning er anslået at ville koste 3,5 million kroner, asfalt/granit-modellen 300.000 kroner mindre. Regnes levetid med, vurderes de to forlag økonomisk ligeværdige. Regnestykket er dog betinget af, at brostenene leveres fra kommunens lager. Rette linjer i belægningen vil for begge forslags vedkommende placere kirken i centrum. I øvrigt rummer planen et forslag om at genåbne den oprindelige indgang i tårnet fra Peder Barkes Gade. Den primære indgang vil dog stadig være fra nord via Vor Frue Stræde. Trafikregulering Trafikmæssigt skal pladsen gøres mere fredelig, idet Niels Ebbesens Gade og Arkivstræde foreslås spærret med pullerter. Pullerterne skal være af hæve/sænke-typen, så der fortsat er adgang for varekørsel til Intersport og Wagner for samt karetkørsel og begravelsesoptog i forbindelse med kirkelige handlinger. Hvad trafik angår, er to pladser til handicapparkering indarbejdet, mens 13 parkeringspladser er fjernet, hvilket har udløst en protest fra Aalborg City. Den kommende renovering af kirkepladsen udspringer af de belægningsarbejder, der foregår i de nærliggende gader. Fornyelsen der fik Aalborg Stift, menighedsrådet og interesseforeningen "De gamle Huse i Peder Barkes Gade" til at foreslå en omdannelse af kirkepladsen - en opfordring, som teknik- og miljøforvaltningen altså tog til sig. Ifølge forvaltningen vil indsigelser opsamlet under høringsfasen samt forslaget kunne behandles i teknik- og miljøudvalget i juni. En kommende renovering kan i givet fald indgå i de kommende forhandlinger om budgettet for 2013.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.