Ny restaurant åbner i Skagen
Entreprenør Lars Trie står bag ny restaurant og cafe i Skagen
Opdateret 14. april 2014 kl. 10:25
SKAGEN: Normalt er han vant til at jonglere med kloakrør og anlægsmaskiner, men nu skal entreprenør Lars Trie fra Frederikshavn også kunne håndtere bøffer og skummende fadøl.
- Jeg har heldigvis ansat et dygtigt personale til at hjælpe mig, siger en smilende Lars Trie, der er ejer af en ny restaurant og cafe i Skagen.
”Kappelborgen” ligger i den nedlagte Kappelborgskole, som nu er omdannet til et kulturhus.
Lars Trie ejer tusind kvadratmeter af Kulturhus Kappelborg, og da han - efter eget udsagn - havde nogle penge til rådighed, som han gerne ville investere, blev ideen om en restaurant og cafe til virkelighed.
Der har været visse problemer undervejs, for oprindeligt var det Anders Rex (fra Brøndums Hotel), der var ansat som køkkenchef.
Men det samarbejde holdt kun en måned, for parterne blev uenige.
Som ny køkkenchef er i stedet ansat Thomas Nielsen, der kommer fra en stilling på Hotel Scandic.
Selvom Lars Trie - med et tørt smil - konstaterer, at Kappelborgen er Skagens nye insted, så fortæller han i samme åndedrag, at stedet er ”folkeligt”.
Det vil med andre ord sige, at der er priser for enhver pengepung, ligesom børnene heller ikke vil gå forgæves.
Kappelborgen åbnede i går og udover, at gæsterne kan nyde mad og drikke, vil Lars Trie også satse på musikalske indslag - både i restauranten, men også i selskabslokalerne, der hører med til restauranten.
Kappelborgen har åben hele året.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.