Ny sedan kan være genvej til flere elbiler for japansk mastodont
Toyota klar med den elektriske nye sedan bZ3, som er en sedanudgave af crossoveren, bz4X. Den sælges foreløbig kun i Kina, men kan være kandidat til vore breddegrader
Opdateret 04. november 2022 kl. 12:19
ELNYT: Ambitionerne var store, da Toyotas topchef, Akio Toyoda i fjor viste et imponerende set up af tilsyneladende færdige elbiler inden for en bred vifte af størrelser og modeller. Siden har der været bump på vejen, især da den nye bz4X crossover blev sat på pause på grund af risiko for, at hjulene faldt af. Det problem blev klaret med nye hjulbolte.
Ifølge iagttagere mangler Toyota dog også et bredere modeludvalg og en billigere model end bz4X, som ligger i 400.000 kroners-klassen. Den kan nu være på vej i form af bZ3, som netop er vist. Det er en sedanmodel a la Tesla Model 3, der er udviklet til det kinesiske marked med billigere teknologi. Bilen produceres af den lokale samarbejdspartner, FAW, mens de flade ”Blade”-batterier kommer fra BYD, der netop nu lancerer nye modeller herhjemme. Her lover Toyota en rækkevidde på over 600 km, som dog er efter den kinesiske norm.
Det trækker dog også op, at den forholdsvis lave model får en meget lav luftmodstand, hvilket også har været en fordel for Tesla Model 3. Med en længde på 4,7 meter matcher bZ3 den højere bZ4X, og den har samme akselafstand. Den bygger da også ligeledes på den samme e-TNGA-platform, der er udviklet af Toyota og Subaru i fællesskab, og som også skal bruges til andre elbiler. Der foreligger ikke oplysninger om en europæisk lancering, men ifølge branchekilder, er der internt i Toyota kræfter, som arbejder på at få flere elbiler ud på vejene i et højere tempo.
bZ3 skulle have været vist på Beijing Auto Show i foråret, men den premiere blev aflyst på grund af corona. Det fik aktivister og grønne investorer til at anklage Toyota til at være for nølende i omstillingen til elbiler, og de reaktioner har måske også givet genlyd på direktionsgangene i Tokyo.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.