Ny skole til 178 mio. kr.
Arkitektfirmaet AART/architects projekt er udpeget til den nye skole i Vrå
Opdateret 24. august 2017 kl. 11:15
VRÅ: En enig dommerkomité har onsdag offentliggjort vinderen af projektkonkurrencen om opførelsen af ny skole og børnehus i Vrå med folkebibliotek, musisk skole, ungdomsklub, idrætshal og sammenhængende udearealer. Vinderprojektet hedder Læringsskoven og er tegnet af AART/architects sammen med JAJA architects og med Søren Jensen som Rådgivende Ingeniører.
- Det er et stærkt projekt, som er specielt designet til Vrå og de omgivelser, hvor den nye skole og børnehus bliver opført. AART/architects har formået at skabe et projekt, der tænker alle de forskellige institutioner ind i byggeriet, og som kan rumme både fællesskaber, fordybelse, kreativitet og udviklingsmuligheder for både børn og voksne, når det står færdigt, siger Kasper Maarup Andersen (K), formand for Børne, Skole- og Uddannelsesudvalget.
Også AART/architects’ projektform og evne til at samarbejde har været et kriterium under bedømmelsen.
- Jeg er helt tryg ved vores valg af arkitekter. AART/architects har erfaring med den projektform, som var med til at gøre opførelsen af Vendsyssel Teater til en succesfuld proces. Vi får ikke bare et unikt byggeri - men vigtigst af alt, får vi et unikt samlingssted i Vrå, som kommer til at glæde børn, unge og voksne i alle aldre, og som er med til at styrke Vrå og Hjørring Kommunes bosætning. Vinderne har desuden leveret en troværdig beregning, der viser, at vi kan realisere projektet inden for vores budgetramme, lyder det fra en glad borgmester Arne Boelt (S) i en pressemeddelelse.
10.000 kvadratmeter
Det samlede byggeareal er på ca. 10.000 kvadratmeter, og byggeriet har et budget på 178 mio. kr.
Projektkonkurrencen er gennemført med bred deltagelse og involvering af medarbejdere, elever, ledere, byrådspolitikere og forvaltningen.
I de kommende måneder går arbejdet for alvor i gang, hvor brugernes ønsker og krav yderligere bliver indarbejdet i projektet. Byggeriet igangsættes i første halvdel af 2018.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.