Lokalpolitik

Ny studiestart med masser af musik og kreativitet

Arrangement til september skal vise Hjørring fra den sjove og kreative side.

Musik skal der til, men der er endnu ikke sat navne på bands til studieevent. Arkivfoto: Bente Poder

Musik skal der til, men der er endnu ikke sat navne på bands til studieevent. Arkivfoto: Bente Poder

Det skal være overraskende, nyt og kreativt. Det skal være med QR koder, apps, netportal og fest i gaden. Ambitionerne for den nye kæmpestudieevent fredag 7. september fejler ikke noget. Byrådets Ungeudvalg har hevet fat i skoler, uddannelsesinstitutioner, foreninger og kulturinstitutioner for at sammen at skabe grobund for en gedigen kreativ dag med masser af udfordringer, udstillinger skabt sammen med unge, gode tilbud til unge i butikkerne og sidst, men ikke mindst fest i gaden med masser af musik. Man overvejer at lave den underjordiske parkeringsplads på Sct. Olai Plads om til partyhovedkvarter med masser af musik. Godt modtaget - Unge skal synes, at det er fedt at studere i Hjørring og vi skal vise byen fra en ny side, siger formanden for ungeudvalget, byrådsmedlem Daniel Rugholm (K). Han glæder sig over, at ideen er blevet modtaget godt af samarbejdspartnerne. Byens foreninger vil gerne være med. De får chancen for i Østergade og Strømgade at slå en klo i de unge og fortælle, hvad de kan tilbyde - Vi har sagt til foreninger, at de skal være kreative den dag. Det bliver ikke noget med at stille en bod med brochurer op og vise en planche med billeder fra sidste års fisketur, siger Daniel Rugholm. - Vi vil hellere se dem rappelle ned af Codanhus, stille et fodboldmål op eller hvad de nu finder på. Specialtilbud Handelsstandsforeningen er kontaktet og der arbejdes på at lave specialtilbud i butikkerne på studieeventdagen, hvor 3000-4000 unge bliver sendt ud i gaderne. Eventen folder sig ud over hele dagen. Uddannelsesinstitutionerne laver mødepligt til første del af dagen og en del af dagen - indtil klokken 14 bruges til et "orienteringsløb" i byen, som sender de unge rundt på jagt efter oplevelser. Måske via poster som de skal finde via scanning af QR-koder med deres smartphones. De sociale medier som Facebook og Twitter bliver også en del af det. - Vi ved fra undersøgelser, at unge ikke bruger kulturinstitutionerne særlig meget. Vi mener, at kultur er gavnligt for de unge, men kulturinstitutionerne skal måske skabe udstillinger for og med de unge for at få dem ind. Måske lave 3D-kunst, siger Daniel Rugholm. - Vi ser jo i København, at mange unge hænger ud på Charlottenborgs Café. Måske første skridt til en større interesse for udstillingerne? Planen er desuden at stille små scener op i byen og storskærme med mulighed for at skaffe helt specielle navne til optræden. Småt med alkoholen Ingen studiestart uden fest og musik! Her tænker man større og mindre bands - også lokale - fordelt på forskellige scener og genrer. På grund af kommunens sundhedsprofil, skal man dog ikke forvente masser af alkohol. Det er meningen, at den officielle del af studieeventen slutter klokken 22. Detaljerne er endnu ikke "støbt i cement", men ungeudvalget og samarbejdspartnere arbejder på højtryk på at skrue et program sammen. Byrådet har bevilliget 100.000 kroner og tilknyttet kommunens kommunikations- og udviklingskonsulent, Dorte Reinholdt, til projektet.