Ny superfærge bliver yderligere forsinket
Første afgang med Fjord Lines nye cruisefærge er nu udsat til 14. juli
HIRTSHALS: Det kommer til at vare endnu en rum tid, før rederiet Fjord Line tager sine to nye superfærger i brug på ruterne mellem Hirtshals og Norge.
Først var premieren fastsat til 29. maj. Så blev den udskudt til 21. juni. Og nu bliver den så udskudt igen, denne gang til søndag 14. juli.
Årsagen er, at det norske værft Bergen Group Fosen, der bygger færgerne, er blevet forsinket. Værftet har brug for mere tid til at teste motorer og andet teknisk udstyr.
Den første færge, der nu først indsættes et pænt stykke ind i feriesæsonen, er MS Stavangerfjord. Den skal sejle på ruterne til Stavanger og Bergen, henholdsvis Langesund.
- Hos Fjord Line har vi været indstillet på at kunne påbegynde rejser med MS Stavangerfjord ved skoleferiens begyndelse, og vi arbejder på at finde alternativer for vores gæster, som har bestilt rejser i de tre uger frem til 13. juli, siger Gert Balling, direktør i Fjord Line Danmark.
Som følge af udsættelsen vil passagerer, som har bestilt rejser på det nye skib i denne periode, blive kontaktet af Fjord Line fra tirsdag 21. maj. Ønsker man ikke alternativ transport over Skagerrak, kan man få sin rejse refunderet, oplyser rederiet.
Den anden af de to nye cruisefærger får navnet MS Bergensfjord og skal afløse den nuværende færge af samme navn. Det skal efter planen ske i løbet af efteråret.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.