Ny teaterdirektør: Efter stormvejr rydder man op og ser fremad
Opdateret 20. december 2023 kl. 12:13
Af Rolf Heim, teaterdirektør, Vendsyssel Teater
TEATER: Kære vendelboer, skatteydere, teatergængere og læsere.
Som nytiltrådt teaterdirektør på Vendsyssel Teater vil jeg gerne dele mine tanker med jer i forhold til det økonomiske stormvejr, som vores teater befinder sig i.
Jeg tiltrådte min stilling 17. april og startede i en uge under blå himmel og med solskin over Vendsyssel.
Men over weekenden begyndte skyerne at trække sig sammen.
På besøg i det smukke Lønstrup stod jeg ved stranden og så ud over havet. Vesterhavet; smukt, majestætisk, frygtindgydende og betagende på en og samme gang. Specielt mod horisonten, hvor himmelen begyndte at formørke sig. Som schweizer føler jeg et slægtskab med nordjyderne.
Vi er omgivet af en natur, som er langt større end os selv. Om det er bjerge eller havet - naturen kræver noget, men samtidigt gør den os stærkere som mennesker. Man slår os ikke lige sådan omkuld.
Det gælder også i forhold til de tunge skyer, som nu er trukket hen over teatret efter fortsat negative omtale i Nordjyske.
Jeg indrømmer, at jeg undrer mig over den noget ensidige og kategoriske artikel. Men
overskriften i avisen har åbenbart haft sin virkning.
Efter sigende fik artiklen en lokal beboer fra Lønstrup til at udtale, at "den nye teaterchef da vist har fået en rigtig Urias-post".
Urias er ham i Biblen, som får et livsfarligt job som soldat - med døden til følge. Men så slemt står det dog ikke til med teatret.
At teateret er i økonomiske problemer, og nu har brug for hjælp, skal ikke bortforklares. Tværtimod, det skal tages meget alvorligt!
Der skal arbejdes konstruktivt, effektivt og fremadrettet for at sørge for, at denne perle af et teater kommer på benene igen.
Nordjyderne har været stolte over dette teater, og det skal man have lov til at blive ved med at være.
Så på trods af min “Urias-post” er jeg ikke bekymret over de opgaver, som står foran mig og teatrets medarbejdere. Med mine 30 års erfaring i teaterbranchen - og med budgetstyring - er jeg klar til at få dette skønne teaterhus på ret køl igen.
Dette hus er noget ganske særligt i det danske teaterlandskab. Et velfungerende teaterhus på højeste niveau og med et godt hold af kompetente og erfarne medarbejdere, som alle har knoklet hårdt for at holde samme på teatret under den forhenværende chefs lange sygemelding.
Der forelå også en handlingsplan fra bestyrelsen ved min tiltrædelse, som krævede, at den kommende teatersæson skulle tilpasses til et nyt og stramt budget. En sæson, som i forvejen, var underlagt yderligere økonomiske sparerammer, og som nu skulle strammes endnu mere. Så det var bare at komme i gang - og ”bræt’ ærmern’ op”.
At skabe gennemsigtighed i økonomien skylder vi som teater vores publikum, skatteydere, kommunen, staten og sponsorerne. Vi har derfor ingen grund til at klage over, at nogen råber højt, når økonomien løber af sporet.
Dermed ikke sagt, at vi ikke kan ønske os en lidt mere nuanceret og inviterende debat i pressen.
Og når alt dette er sagt - og adresseret i handling - betyder det i bund og grund ikke, at vi alene skal tale om økonomi, når vi taler om Vendsyssel Teater. For ikke alt i livet kan måles i kroner og ører. Mennesket er også skabt af ånd.
Kultur er en vigtig faktor, når det handler om at tilfredsstille vores ikke-materielle behov, og det er vigtigt, at vi oplever kultur i fællesskab - det være sig sport, musik, teater eller andre kulturelle oplevelser.
At vi holder liv i vores kulturelle identitet, som er med til at danne, hvem vi er, og hvor vi befinder os i vores samtid. For at kunne være en del af en global verden er det afgørende, at vi sammen værner om vores lokale styrker og særprægede kultur.
Det er derfor oplagt, at vi som teater i denne landsdel har fokus på at lave teater, som vendelboerne kan relatere til. At vi kommer til at skabe lokale fortællinger af høj relevans og kunstnerisk kvalitet. At der skal være familieforestillinger, og at teatret også rækker ud mod de unge. At vi har planer om at åbne teatret op for regionen, lave projekter i Hirtshals, Brønderslev og Frederikshavn - skabe et teater, som tilgodeser hele Vendsyssel, så vi med rette kan kalde os for Vendsyssel Teater.
Vi tror også på, at et regionalt kulturliv med alle dets institutioner og foreninger har det bedst, hvis vi rækker ud og samarbejder med hinanden, så vi bliver ved med at være det kulturelle fyrtårn, som denne bygning altid var tiltænkt.
Så nu starter vi ved at rydde op i teaters økonomi og interne struktur, som er enhver institutions og forretnings nødvendige fundament.
I mine tanker står jeg igen ved stranden i Lønstrup og ser ud over vandet.
Folk i Vendsyssel er vant til fra deres liv med Vesterhavet som nabo, at man efter hvert stormvejr skal rydde op og se fremad. Man giver ikke bare op. Man rejser sig, samler kræfter og kommer igennem krisen med rank ryg. Også denne gang. Det skal vi alle sammen huske.
Jeg holder fokus på det arbejde, som skal laves, og glæder mig til mine kommende år på Vendsyssel Teater.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.