Ny teknologi haster ikke i Rebild
Det haster ikke med at få indført nye teknologiske hjælpemidler i ældreplejen i Rebild. Den slags kræver dialog, samarbejde og gerne meget tid, mener udvalgsformand.

Robotstøvsugere kan måske gøre gavn i større fællesrum på plejecentrene i Rebild Kommune, mener formanden for sundhedsudvalget Henrik Christensen (S) som dog ikke har fantasi til at forestille sig de selvkørende maskiner inde i de ældres hjem. Arkivfoto: Michael Koch
- Min egen holdning er, at vi ikke har travl med at indføre nye teknologiske hjælpemidler i ældreplejen i Rebild. Den holdning, tror jeg, at der er generel opbakning til blandt mine kolleger i byrådet, siger Henrik Christensen efter byrådets årlige visionsseminar. Her var et af debatemnerne de mange nye teknologiske hjælpemidler til brug i ældreplejen. Som sundhedsudvalgsformand kendte Henrik Christensen i forvejen til de hjælpemidler, der blev vist frem, og selv om det er godt, at hele byrådet får indblik i, hvad teknologien kan, så er Henrik Christensen hverken begejstret for robotstøvsugeren eller toilettet, som selv kan både skylle og tørre efter brug. Har sine begrænsninger - Robotstøvsugere kan måske give mening på store fællesarealer på vores ældrecentrer, men jeg har ikke fantasi til at forestille mig, at de skal ind i de ældres hjem, siger Henrik Christensen og gør opmærksom på, at den lille selvkørende maskine jo ikke selv kan fjerne forhindringer eller fjerne spindelvæv fra gardinerne. - Hvis vi skal indfører toiletter, som både kan skylle og tørre, så skal det ske, fordi en borger ønsker det. - Det er etisk uacceptabelt, at vi som kommuner bringer sådan et tiltag i spil for at spare på personaletimerne, siger Henrik Christensen.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.