Ny uafgjort for Aalborg Håndbold
Aalborg Håndbold var tæt på en imponerende sejr, men måtte til sidst nøjes med 20-20 hos KIF Kolding København
Opdateret 23. maj 2022 kl. 15:32
KOLDING: Præcis som i ligapremieren mod Team Tvis Holstebro fik Aalborg Håndbold et enkelt point, da holdet onsdag aften gæstede mestrene fra KIF Kolding København.
Det blev 20-20 efter en dramatisk affære, hvor Aalborg Håndbold i store dele af anden halvleg lignede vinderen.
Aalborg Håndbold kom til Kolding stærkt undertippede, efter at KIF Kolding København imponerede stort i første runde ved at vinde med ni mål hos Bjerringbro-Silkeborg. Bedre blev det ikke af, at nordjyderne til onsdagens kamp måtte undvære den stærke islænding Olafur Gustafsson på grund af en skade.
Det lod gæsterne sig dog synderligt mærke af. Midtvejs i første halvleg var Aalborg Håndbold således foran med 8-6, inden en scoringspause på 13 minutter sørgede for, at KIF Kolding København kom tilbage og pludselig førte med 11-8. Kort før pausen sørgede spanske Isaías Guardiola dog med sin første scoring i Aalborg-trøjen for, at nordjyderne trods alt kun var bagud med to mål ved pausen.
Stærk defensiv
Det forspring hentede gæsterne hurtigt efter pausen, og halvvejs inde i anden halvleg var Aalborg endda foran med tre mål ved stillingen 17-14. Grundlagt af en uhyre solid defensiv med en stærk Ole Erevik mellem stængerne, og i den anden ende imponerede purunge Sander Sagosen nok engang. Den norske teenager havde fuldstændig taget på Kasper Hvidt i hjemmeholdets mål.
Det tog KIF Kolding København konsekvensen af ved at tage den mangeårige landsholdsmålmand ud til fordel for nyindkøbte Marcus Cleverly. Den aktion var lige ved at tippe kampen over til hjemmeholdets fordel, da flere store Cleverly-redninger indledte en ny nordjysk scoringspause.
I den anden ende stod Ole Erevik stadig stærkt, og det var medvirkende til, at Aalborg Håndbold nærmest indtil den bitre ende lignede en vinder. Kort før slutsignalet lykkedes det dog Cyril Viudes at udligne for hjemmeholdet, og så sluttede det hele i en pointdeling.
Sander Sagosen blev topscorer for Aalborg med seks mål.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.