Ny uafgjort for Hobro
Anders Egholm bragte Hobro foran 2-1 ni minutter før tid, men nordjyderne måtte alligevel nøjes med 2-2 hos Silkeborg
Opdateret kl. 20:32
SILKEBORG: For tredje superligakamp i træk spillede Hobro uafgjort, da det lørdag blev 2-2 hos Silkeborg i en kamp, hvor Hobro ellers var på vej mod sejren. Hobro var ellers på hælene straks fra kampens start. I løbet af det første kvarter fik hjemmeholdets Jeppe Illum, Emil Scheel og Nicolaj Ritter alle gode scoringsmuligheder, men fælles for deres afslutninger var, at de blev sendt forbi Hobro-målmand Jesper Rasks mål.
Som første halvleg skred frem, kom Hobro en smule bedre med, og gæsterne tilspillede sig også fine muligheder, men Mads Hvilsom headede sin store hovedstødschance forbi, mens Emil Berggreen fra en spids vinkel afsluttede lige på Silkeborg-målmand Kasper Jensen.
Men trods Hobros korte opblomstring stod der Silkeborg på første halvleg, og derfor var det også helt fortjent, at hjemmeholdet med ni minutter tilbage af første halvleg kom foran 1-0.
Rask tøvede
Jesper Rask kunne ikke bestemme sig for, om han skulle ud til Nicolaj Ritters indlæg fra venstre side med det resultat, at Hobro-målmanden havnede på mellemhånd, og så kunne Nicolaj Agger let heade Silkeborg i front.
Kort inde i anden halvleg burde Silkeborg også have fordoblet føringen, men tæt under mål lykkedes det Emil Scheel at styre Nicolaj Ritters indlæg over mål.
Og den afbrænder blev dyr for hjemmeholdet, for som anden halvleg skred frem, kom Hobro bedre med.
Hobro kom på sejrskurs
Efter 69. minutters spil fik gæsterne også udlignet. To Silkeborg-spillere kiksede fuldstændigt i deres forsøg på at cleare et indkast, og efter lidt klumpspil havnede bolden hos Mads Hvilsom, der let kunne prikke bolden i mål og atter gøre sig til topscorer i Superligaen.
Med ni minutter tilbage af kampen kom Hobro endda foran, da tilbagevendte Anders Egholm havde sidste hoved på et indlæg fra Mathias Bersang, og så kunne Silkeborg-målmand Kasper Jensen ikke forhindre gæsterne i at komme på sejrskurs.
Den glæde varede imidlertid kort for Hobro, da Emil Scheel uimodståeligt hamrede udligningen ind bag Hobro-målmand Jesper Rask og sørgede for, at Hobro for tredje kamp i træk måtte nøjes med uafgjort.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.