Ny udstilling åbnet på Børglum Kloster
Værker af Esben Hanefeldt og Kirsten Tofte Jensen kan ses i påsken
BØRGLUM: Esben Hanefeldt og Kirsten Tofte Jensen udstiller i påsken deres kunstværker på Børglum Kloster.
Torsdag eftermiddag blev udstillingen åbnet i de historiske bygninger.
Kunstmaler Esben Hanefeldt, der er kendt for sine enestående malerier, udstiller i de historiske rammer side om side med skulptør Kirsten Tofte Jensen, der kommer hele vejen fra London.
Esben Hanefeldt er kendt for de tryllebindende detaljerede kunstmalerier, der på en gang er eventyrlige, fortællende og farvestærke.
Hanefeldt var aktuel allerede i 90’erne med illustrationerne til ’billedbiblen’, og nu kan hans skønne malerier opleves på Børglum Kloster.
De farvestrålende malerier der er i en mangfoldighed af blå nuancer, kan opleves på det historiske kloster for anden gang.
Hanefeldt udstillede første gang på klosteret 1. maj til 23. august i 2009, men denne gang udstiller han ikke alene.
Skulptør Kirsten Tofte Jensen udstiller for første gang på Børglum Kloster i samarbejde med den kendte kunstmaler.
Kirsten Tofte Jensen opdagede sit talent for at forme skulpturer relativt sent i livet, men det er sidenhen blevet hendes helt store passion.
Mennesket og den menneskelige historie inspirere hendes smukke kunstværker.
Hendes æstetiske skulpturer har international karakter, da de er skabt både i England, Danmark og Kenya.
I Kenya fik hun ved et tilfælde muligheden for at arbejde med en model fra masai-folket. En oplevelse hun selv beskriver som enestående.
- Det var en fantastisk oplevelse at forsøge at udtrykke den afrikanske livslykke, stolthed og kultur igennem en skulptur.
Udstillingen med de to kunstneres værker er tilgængelig alle dage fra kl. 10-17 frem til 6. april.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.