Nye aktører i Jomfru Ane Gade
Dominerende restauratører har opsagt lejemål og givet plads til nye konkurrenter i ”Gaden”
AALBORG: Gamle kendinge i form af værtshuse er lukket ned, og to nye steder har gjort sit indtog i Nordjyllands mest kendte turistattraktion, Jomfru Ane Gade. Værtshusene Manhattan, Rock Nielsen og Das Bierbar er alle tre fortid i ”Gaden”, og de tidligere forpagtere af de tre udskænkningssteder, Finn Hvillum og Thomas Kristiansen, har opsagt lejemålene.
- Vi har sorteret tre steder fra resten af vores forretninger. De var vores dårligste forretninger, så nu har vi valgt at arbejde med de steder, vi kan få mest ud af, siger Finn Hvillum.
Han og makkeren, Thomas Kristiansen, råder derfor ikke længere over lokalerne med adresse på Jomfru Ane Gade 9 og 11, og det betyder, at de nu driver ni værtshuse i alt i forlystelsesgaden. I stedet har de givet plads til nye restauratører.
- Vi kunne vælge at beskytte os selv mod konkurrenter, men vi kunne ikke tjene penge på lejemålene, og derfor har vi sagt dem op. Det giver Thomas (Kristiansen, red.) og mig mulighed for at geare ned og bruge mere energi på de resterende steder. Så håber vi, at vi kan løfte de forretninger endnu mere, siger Finn Hvillum.
Fra tre til to steder
Det er brødrene Peder og Kristian Blak med rødder i Roskilde-området, der har overtaget lejemålene. De forpagter i forvejen The Old Irish Pub i Jomfru Ane Gade. Og dele af deres nye planer har allerede set dagens lys i Aalborg.
De nye ejere har nemlig valgt at gøre første etage, hvor Rock Nielsen og Das Bierbar før var placeret, til ét stort diskotek ved navn The Gap. Det åbnede 29. januar.
- Det er et diskotek efter samme koncept som fire tilsvarende steder, vi driver rundt om i landet. Der er i princippet kun ét decideret diskotek i gaden men rigtig mange barer med gang i. Derfor synes vi, at der var et hul i markedet, siger Peder Blak om The Gap, der har plads til 500 gæster.
I stueetagen, hvor Manhattan lå, åbner de to brødre i denne weekend en cocktailbar med navnet Konrad. Det nye personale er derfor i fuld gang med at lære opskrifter på alverdens farverige cocktails.
- Det er et sted for voksne. Derfor er der aldersbegrænsning på 21, og vi har kun fokus på cocktails derinde. Vores barchef har 14 års erfaring fra branchen fra London, siger Peder Blak om ”Gadens” kommende skud på stammen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.