Læger

Nye anklager mod falsk paramediciner

36-årig mand udgav sig måske også for at være læge

I den igangværende retssag er den 36-årige mand tiltalt for besiddelse af børneporno, dokumentfalsk og adskillige brud på loven om autorisation af sundhedspersoner.
I den igangværende retssag er den 36-årige mand tiltalt for besiddelse af børneporno, dokumentfalsk og adskillige brud på loven om autorisation af sundhedspersoner.

Opdateret 08. august 2014 kl. 13:23

NORDJYLLAND: I forrige uge omtalte NORDJYSKE retssagen mod en 36-årig mand fra Aalborg, der er tiltalt for som samarit at have behandlet børn uden at have kvalifikationerne til det, samt at være i besiddelse af børneporno.

Retssagen bliver først afsluttet i september, da et vidne udeblev, men nu kan der være yderligere anklager på vej mod manden.

Nordjyllands Politi har nemlig modtaget billeder, hvor den 36-årige tilsyneladende også har udgivet sig for at være læge.

Det er Henrik Hachel fra Sorø, der har anmeldt den 36-årige. Henrik Hachel er ambulancefører og direktør i Ambulix, der er et firma, som udfører ambulancekørsel for kommuner, privathospitaler og forsikringsselskaber.

- Jeg har anmeldt ham for kvaksalveri. Jeg har fotodokumentation for, at manden(den 36-årige. red.) har stået til et motorløb i en jakke, hvor der på ryggen står ”DOCTOR”, og man må ikke give sig ud for at være læge, hvis man ikke er det, siger Henrik Hachel.

Politi bekræfter anmeldelse

På billedet står den 36-årige i en jakke med påskriften DOCTOR med et stetoskop om halsen foran en motorbane, angiveligt i forbindelse med et gokartløb i Thy.

Vicepolitikommissær Ole Jensen bekræfter, at Nordjyllands Politi har modtaget anmeldelsen, men om den kan føre til en tiltale er for tidligt at sige.

- Hvis der falder dom i den igangværende sag, må vi se på tidsperspektivet af den nye anmeldelse. Lige nu har vi ingen oplysninger om, hvor billederne er taget, og om der foreligger en konkret forbrydelse, siger Ole Jensen.

Henrik Hachel sendt anmeldelsen til politiet, da han frygter for forholdene i branchen, hvis folk kan slippe afsted med at udgive sig for samaritter og læger uden at have de reelle kompetencer.

- Der er jo ikke nogen, der i deres vildeste fantasi havde forestillet sig, at man kunne give blå blink og uniformer til personer, der ikke er uddannet, siger Henrik Hachel.

I Danmark er det et lovkrav, at der er en ambulance og en læge til stede ved motorsportsløb, og det er Dansk Automobilsports Union (DASU), som udleverer uniformer til klubber, der afholder løb.

På jakken, som den 36-årige har på, er påtrykt DASUs logo, og unionslæge Lars Gano, er bekendt med beskyldningerne mod den 36-årige.

Han var ikke læge

- Jeg har set billedet, og jeg tog efterfølgende kontakt til lægeforeningen for at finde ud af om vedkommende var læge. Det var han ikke, siger Lars Gano.

Efter episoden, som ligger tilbage i foråret 2012, tog Lars Gano kontakt til den 36-årige og indskærpede over for ham, at han aldrig måtte udgive sig som DASU-læge, paramediciner eller andet han ikke havde kompetencer til.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra den 36-årige mand i sagen.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden