Nye ejere står klar i Tøjhuset
Efter 41 år i forretningen går Jens Kirk på pension - hans datter og svigersøn overtager
Opdateret kl. 10:31
NIBE: Efter mere end 40 år som ejer af Tøjhuset går Jens Kirk nu på pension og overlader familieforetagendet i Nibe til femte generation; sin datter og svigersøn, Charlotte og Lars Kirk.
- Det er da vemodigt at stoppe, for forretningen er mit livsværk. Det bliver en stor omvæltning, jeg har jo været her i mange år, siger 65-årige Jens Kirk, der peger på sin alder som årsag til, at skiftet kommer nu.
Kontakt med kunderne
Han er ikke i tvivl om, hvad han kommer til at savne mest.
- Det er den daglige kontakt med kunderne.
Det er med optimisme, han nu giver stafetten videre.
- Jeg vil ikke blande mig i, hvordan Lars og Charlotte griber det an. De skal så vidt muligt få deres egne erfaringer, siger Jens Kirk.
- Men de senere år har jeg lige så stille givet mere ansvar fra mig, så jeg er helt tryg ved, at de overtager.
Selv glæder han sig til at få mere fritid med sin hustru, Eva, samt børn og børnebørn.
- Først holder vi ferie, og så finder jeg ud af, hvad hverdagen skal fyldes med. Men vi har vores sommerhus, og vi vil også gerne rejse noget mere. Og så skal jeg spille golf.
Femte generation er klar
De nye ejere er et par, der kender familievirksomheden indefra.
Charlotte Kirk er vokset op med forretningen helt tæt på, barndomshjemmet er lejligheden på 1. sal, og sit arbejdsliv deler hun mellem jobbet som klinikassistent og deltidsarbejde i Tøjhuset. Og Lars Kirk har været ansat i forretningen, hvor han også er udlært, siden 1999.
Derudover har de en bred berøringsflade i lokalområdet, begge er født og opvokset i Nibe, hvor de også har gået i skole sammen siden 0. klasse.
Med det in mente føler parret sig også godt rustet og klar til at overtage forretning der på forskellige adresser i byen har været i familien Kirks eje siden 1890.
Derfor skræmmer det heller ikke at være femte generation.
- Vi har arbejdet her i mange år, og vi har længe ønsket at drive forretningen videre, siger Lars Kirk.
- Og vi har aldrig følt noget pres, Jens har gennem årene gjort meget for, at det skal være så let som muligt for os at overtage.
Nye udfordringer
Charlotte og Lars Kirk ved om nogen, hvad det vil sige at være selvstændige, hvor arbejdsdagene ofte er både mange og lange.
- Vi har en lille søn, så vi har gjort os mange overvejelser om, hvordan det kommer til at påvirke privatlivet. Men vi ved, hvad vi går ind til. Vi er klar til de nye udfordringer, siger Lars Kirk.
Ægteparret, der begge er midt i 30’erne, planlægger ikke at revolutionere Tøjhuset, der sælger herre- og sportstøj.
- Men vi vil gerne tilføre noget ny energi og sætte et yngre præg på forretningen. Blandt andet ved i højere grad at bruge de sociale medier, siger Lars Kirk.
Udover Lars og Charlotte Kirk er der yderligere en ansat i tøjforretningen.
Overdragelsen bliver markeret med en reception i Tøjhuset på lørdag 3. september fra klokken 13, hvor både de nye ejere samt Jens og Eva Kirk vil være til stede.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.