Nye elbiler og flere forhandlere skal bane vejen for hårdført bilmærke
Jeep klar med en stribe nye elbiler og firedobler antallet af danske forhandlere. Den første miniklasse-SUV, kaldet Avenger, kommer i 2023 og følges af den rustikke Recon og den imposante Wagoneer året efter
Opdateret 16. september 2022 kl. 13:12
OFFROAD: Designet oser af klassisk offroad-DNA, og det er lige netop meningen hos Jeep, som nu viser de første tre nye elbiler, som er led i en større modeloffensiv.
Det amerikanske mærke, som hører under Stellantis, vil nemlig sværge til de klassiske dyder og satser rendyrket på SUV’er, der også skal have tråde til den firehjulstrukne forhistorie.
Den første model bliver Avenger, som bygger på konceptbilen Jeepster EV fra tidligere på året. Det er en miniklassemodel, der placerer sig under Renegade og bygger på samme CMP-platform som bl.a. Opel Mokka-e og Peugeot e-2008, men her er modificeret.
Avenger, der kommer allerede til næste forår, skal produceres på Stellantis-fabrikken i polske Tychy, der i dag bl.a. bygger Fiat 500.
Rustik model
Det bliver formentlig med batterier fra hylderne hos Stellantis, Jeep holder dog foreløbig billeder og oplysninger om interiøret for sig selv. Målet er en rækkevidde på 400 km.
Hele bilen bliver afsløret på det kommende motorshow i Paris, der foregår til oktober.
Den følges af et rustikt elektrisk modsvar på Wrangler, kaldet Recon. Den nye model, hvor døre, vinduer og tag kan tages af til, er til de mere rå opgaver. Recon får masser af Jeep-terræn specialiteter som Jeep Selec-Terrain management system, e-locker aksel teknologi, undervogns beskyttelsesplade, trækspil og specielle offroad dæk. Her er dog ingen yderligere detaljer om ydelse eller rækkevidde.
Recon vil være på markedet i USA i 2024 og følger umiddelbart efter i Europa. Det samme vil være tilfældet for den store og firehjulstrukne luksus SUV, Wagoneer, der her bygger videre på et kendt Jeep-navn.
Den er mere personvognsagtig, får elmotorer på omkring 600 hk og en rækkevidde på hele 640 km.
Jeep har yderligere en elbil på vej i Nordamerika og Europa frem mod 2025. Her gisnes der om en pickup.
I 2030 skal alle Jeep i Europa være elektriske, mens forbrændingsmotorerne fortsætter andre steder i verden.
Tættere på danskerne
Der sker dog også ændringer herhjemme, som betyder, at Jeep kommer tættere på danskerne. Det sker som et led i den store omlægning af forhandlere, importøren, K.W. Bruun, med en række Stellantis-mærker under vingerne, har gennemført. Det betyder, at antallet af Jeep-forhandlere nu er firedoblet til over 20 samtidig med, at landet dækkes bedre geografisk. Det sker sideløbende med, at Jeep nu lancerer en stribe nye elektriske modeller.
Jesper Rosetzsky Hermann, der er pressechef hos K.W. Bruun, ser store perspektiver i begge dele.
- Man har fuld fokus på elektrificering hos Jeep, hvor nyhederne kommer som perler på en snor. Vores forhandlernet kommer samtidig til at være kæmpestort. Målsætningen er, at vi kommer til at dække hele Danmark, siger Jesper Rosetzsky Hermann.
- Vi kan næsten ikke få armene ned. Det betyder, at Jeep vil blive repræsenteret på det danske marked som et stærkt SUV-brand, hvor en model som Avenger kommer til at blive et alternativ til de tyske mærker, siger han.
Jeep, der pt. kun sælger den mellemstore Compass-model herhjemme, er med et salg på 161 biler i år til dato dog nærmest ikke eksisterende. I fjor blev det til 634 biler.
- Frem mod 2025 lancerer Jeep fire nye elbiler i Nord-
amerika og Europa. Fra 2030 skal alle Jeep, der sælges i Europa være elektriske.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.