Lufthavne

Nye flyruter fra Aalborg åbner i denne uge

Begynder at flyve til Oslo og Alicante

Norwegian er blevet et uhyre velkendt syn i Aalborg Lufthavn.Arkivfoto: Torben Hansen
Norwegian er blevet et uhyre velkendt syn i Aalborg Lufthavn.Arkivfoto: Torben Hansen Foto: Torben Hansen

AALBORG: Norwegian cementerer sin position som Aalborg Lufthavns største flyselskab ved at åbne to nye ruter i denne uge.

Tirsdag aften gælder det den længe ventede rute til Oslo. Ruten får 6 ugentlige afgange, og det betyder, at der nu er langt flere sæder til salg mellem Aalborg og Oslo, som også beflyves af British Airways.

Lufthavnsdirektør Søren Svendsen venter, at ruten vil trække mange nordmænd til terminalen i Aalborg Lufthavn, og det kan være et tiltrængt vitamintilskud til det nordjyske turisterhverv.

- Oslo har været et ønske lige siden Norwegian begyndte at flyve herfra. Yderligere en operatør til Oslo er ekstremt vigtig for Nordjylland, og fordi Norwegian er et norsk flyselskab, er de det helt rigtige selskab til at få nordmændene til at tage flyet til Aalborg. Der er store forventninger, især fordi her er en rute, som har et stort potentiale begge veje, lyder det fra Søren Svendsen.

Senere på ugen, nærmere bestemt torsdag, åbner Norwegian den anden nye rute, denne gang til den sydspanske ferieby, Alicante. Der er der tale om en ferierute med to ugentlige afgange, torsdag og lørdag, og der lægges ud med et udsolgt fly.

Hvad angår lufthavnens samlede trafik i marts er billedet det samme som i efterhånden lang tid. Indenrigsruterne går tilbage, mens udenrigs og charter går frem.

Således rejste der i løbet af måneden i alt 103.591 passagerer til og lufthavnen. Det er et fald på 10,2 procent i forhold til samme måned sidste år, hvor 115.351 passagerer gik i gennem terminalen.

Tallet påvirkes især af, at indenrigstrafikken gik 23,3 procent tilbage til 69.443 passagerer. Det har ikke kunnet vejes op af, at chartertrafikken viste en stigning på hele 30,2 procent.

Ialt 13.517 passagerer rejste på ferie fra Aalborg Lufthavn i marts, og det er rekord for denne måned.

Udenrigstrafikken viste også en stor stigning på 43 procent til 20.631 passagerer, der fløj direkte til udlandet mod 14.428 året før. Også her er der passagerrekord for en marts måned, oplyser Søren Svendsen.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden