Nye kirke-indbrud: Tyve gravede olietank frem

Tre kirker i Vendsyssel har de seneste dage været udsat for tyverier - denne gang har tyvene dog ikke brudt ind i selve kirkerne

Tyveri 18. september 2018 12:58 - Opdateret 24. september 2018 14:14

VENDSYSSEL: I slutningen af august blev fire kirker i Vendsyssel udsat for tyveri, hvor indbrudstyvene gik efter designerstole og sølvtøj. Og nu er flere kirker blevet ramt af indbrud.

Denne gang er det dog ikke selve kirken, tyvene er brudt ind i, men de er derimod gået efter værdier uden for kirkerne.

Første indbrud skete i en værkstedsbygning ved Skærum Kirke ved Frederikshavn mellem fredag og lørdag i sidste uge. Her stjal ukendte gerningsmænd en gul plænetraktor af mærket Stiga Pro, fortæller politikommissær Peter Skovbak, Nordjyllands Politi i Frederikshavn.

Tyve gravede ned til olietank

Og natten mellem søndag og mandag gik det så ud over yderligere to kirker.

Badskær Kirke ved Dybvad var udsat for et noget særpræget tyveri, da ukendte gerningsmænd gravede en meter ned i jorden til en olietank, borede et hul i tanken og stjal mellem 1000 og 1500 liter fyringsolie, fortæller Peter Skovbak.

Ved Hørby Kirke brød tyve ind i et redskabsrum, hvor de stjal en benzindrevet hækkeklipper.

Kan være samme gerningsmænd

De nye tyverier ved kirker er begået inden for et lille geografisk område og inden for en kort tidsperiode. Og det vækker mistanken om, at det kan være de samme gerningsmænd, der står bag de nye tyverier.

- Vi kan ikke sige det med sikkerhed, men vi kigger selvfølgelig på, om indbruddene kan have en sammenhæng, siger Peter Skovbak.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...