Frederikshavn

Nye lindetræer på Sognefogedgården

De frivillige efterlyser gammelt legetøj til udstilling næste år

Der er plantet nye lindetræer ved den gamle gård. Privatfoto
Der er plantet nye lindetræer ved den gamle gård. Privatfoto

FREDERIKSHAVN: Der er igen i år også sket meget på Sognefogedgården - Det lille autentiske museum i Vester Flade.

En af tingene var fældningen af den gamle gårds lindetræer, da de var syge og dermed til fare for museets gæster. Så i marts måned blev de alle fældet. Et trist syn som berørte de mange frivillige meget, da de var en del af museets image.

Ti nye træer

- Vi skulle have været ude og investere i nye træer, men sådanne er jo ikke helt billige, så da Holmen Anlæg kontaktede os og ville forære 10 stk. lindetræer, var vi ovenud lykkelige, fortæller en glad formand for Sognefogedgårdens Venner, Anette Jørgensen.

Nu er træerne så blevet plantet af Holmen Anlæg - seks træer ved diget og fire til et lindelysthus, som oprindelig stod i haven.

- Det tager selvfølgelig nogle år, inden vi har store træer igen, men vi er godt på vej til at få skabt det gamle miljø omkring den gamle Sognefogedgård igen, og det glæder os meget, fortæller Anette Jørgensen videre.

Gammelt legetøj

Hun fortæller også, at man på Sognefogedgården til næste år vil lave en udstilling med legetøj gennem tiden og gamle lege.

- Til dette har vi brug for at låne noget legetøj af frederikshavnerne, og ud fra det vil vi lave en udstilling. En udstilling om det legetøj som betød mest for dem, fortæller formanden videre.

- Vi har allerede fået nogle henvendelser fra nogle frederikshavnere, som gerne vil have udstillet deres gamle gyngehest eller gamle bondegård. Der vil også være en Barbie og måske også en Bimse. Det vi vil vise er legetøj gennem tiden og dens udvikling.

Så har man noget af sit gamle legetøj, som Sognefogedgårdens Venner må have lov til at låne til udstillingen, så kan man henvende sig til formanden Anette Jørgensen, anette.joergensen@hotmail.com, mobil 60190489 eller på Sognefogedgårdens facebookside.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden