Nye opgaver giver energi

Advokat Henrik Skaarup - 65 år på mandag. Foto: Kurt Bering
3. april 2017 07:44

Henrik Skaarup, advokat, Nørregårdsvej 63, Brønderslev, fylder mandag 65 år.

Faktisk har Henrik Skaarup så mange titler, at de dårligt kan stå på et visitkort. Han er også landmand, jazzmusiker, bestyrelsesformand, fondsbestyrer og meget andet.

Er der noget, Henrik Skaarup elsker, er det udfordringer. De udfordringer, han har oplevet, kan tage pusten fra de fleste. Men ikke fra Henrik Skaarup.

Hans advokatfirma, der er placeret centralt i Brønderslev, er omdrejningspunkt for mange sager. Og han elsker udfordrende sager. Han har således også sager fra kunder over det meste af landet.

Det bedste, Henrik Skaarup kan opnå, er at glæde andre. Han elsker at kunne gøre en forskel og snakke med folk i afgørende øjeblikke.

Det er ikke få problematiske opgaver, han har løst for blandt andet landmænd og erhvervsdrivende. Foruden selvfølge de private.

Det, at han har så mange jern i ilden ved siden af advokatvirksomheden, betyder, at han tilføres ny energi. Det kræver på den ene side energi, men det giver på den anden side også meget ny energi.

Trods travlhed i hverdagen, hviler han i sig selv og mestrer at være nærværende i nuet - en egenskab, der giver ham gode samtaler og refleksioner.

Henrik Skaarup er opvokset i Aalborg. Ved siden af jurastudiet på Aarhus Universitet havde han studierelevant arbejde, ligesom han drev egen virksomhed.

Men tilknytningen til familiens slægtsgård i Brønderslev trak, og det betød, at han i 1985 etablerede egen virksomhed i Brønderslev. Han bor på gården, der er på 470 hektar, hvor han tidligere havde omfattende tyreproduktion.

Det er ikke få bestyrelser både i erhvervsvirksomheder og organisationer, han har og har haft sæde i. Blandt andet Brønderslev Erhvervsråd, håndboldklubben Aalborg DH, Brønderslev Rotary Klub og indtil for kort tid siden bestyrelsesformand for TV2 Nord.

Det var Henrik Skaarup, der i 2005 fik Hjørring Revyen op at stå igen efter en pause med Per Per Pallesen som kunstnerisk leder.

Han er klarinettist i Advokatens New Orleans Jazz Band, og han har også besøgt jazzens fødested New Orleans.

Han har tidligere ejet Futten i Blokhus, hvor Advokatens New Orleans Jazz Band er fast husorkester.

Henrik Skaarup er gift med Pia, og de har tre sønner.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...