Lokalpolitik

Nye store vækstmuligheder i Sæby

Staten har sagt ja til nyt erhvervs og boligområde

Borgmester i Frederikshavn Lars Møller glæder sig til at byde nye borgere velkommen til Sæby. Arkivfoto Kim Dahl Hansen
Borgmester i Frederikshavn Lars Møller glæder sig til at byde nye borgere velkommen til Sæby. Arkivfoto Kim Dahl Hansen Kim Dahl Hansen

FREDERIKSHAVN: Kommunen får nu mulighed for at styrke vækstmulighederne i Sæby væsentligt.

Vækstmulighederne opstår, fordi kommunen netop har fået mulighed for at udlægge nye erhvervs- og boligområder i Sæby. Udlægningen forudsætter en accept fra staten, og denne accept har kommunen netop fået, efter at have været i intense forhandlinger med staten igennem fire år.

Aftalen med staten betyder, at det nu bliver muligt at udvide erhvervsområdet ved Trafikcenter Sæby Syd samt at bruge et område omkring Volstrup Skole til erhvervsformål.

Der er store perspektiver i at udnytte disse nye muligheder i Sæby.

De nye erhvervsområder skal anvendes til erhverv med store transportbehov inden for bl.a. det maritime område og energiområdet. Der er aktuelt store vækstpotentialer i udvikling af maritim miljø- og energiteknologi samt i markedet for underleverandører til offshore vindmølleindustrien. Erhverv, som falder helt i tråd med det maritime vækstspor og energivækstsporet, som kommunen ønsker at understøtte i så høj grad som muligt.

- Jeg er virkelig glad for, at der nu bliver skabt plads til virksomheder, som har behov for en arbejdskraft med de kompetencer, som vi i forvejen har tradition og mulighed for at kunne tilbyde i vores kommune. Indtil i dag har det udelukkende været muligt at etablere kontorvirksomheder på området ved Volstrup Skole, men realistisk set er det nok ikke den slags virksomheder, der først banker på hos os” udtaler borgmester Lars Møller.

Aftalen med staten giver også mulighed for at udlægge nye boligområder i den sydlige del af Sæby langs Solsbækvej.

Denne mulighed er meget væsentlig både for Sæby og for resten af kommunen. Sæby spiller nemlig en meget vigtig rolle i forhold til den fremtidige bosætning i kommunen.

- Vi oplever lige nu en stigende interesse for at bosætte sig i Sæby. Ikke mindst fra borgere, der ikke bor i kommunen i dag. Der er derfor stor politisk interesse for, at der i Sæby kan tilbydes velbeliggende og attraktive boligområder, så byen kan bidrage til vækst, som er til gavn for hele kommunen” udtaler borgmester Lars Møller om de nye muligheder.

Dette skal ses i lyset af, at kommunen generelt står overfor store demografiske udfordringer i form af et stærkt faldende befolkningstal. En situation, der bl.a. medfører store udfordringer i at sikre de eksisterende virksomheder en tilstrækkelig kvalificeret arbejdsstyrke. Den udfordring er byrådet meget bevidst om at håndtere. Af samme grund indgår kommunen også i et intensivt og højt prioriteret samarbejde med repræsentanter for Sæby om at styrke den fremtidige ud vikling af byen.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden