Nyfødt blev skyllet ud i toilettet
Brandmænd fandt det nyfødte barn, som blev reddet ud af et kloakrør
KINA: I det østlige Kina har brandmænd reddet et nyfødt barn, der var blevet forladt af sin mor. Moderen havde dog ikke blot forladt barnet, men også skyllet det ud i toilettet.
Det skriver flere danske og udenlandske medier tirsdag.
Det nyfødte barn blev derfor fundet i et kloakrør, hvor brandmændene måtte skære sig igennem for at komme ind og redde barnet ud i live, hvilket også lykkedes.
Barnet blev efterfølgende bragt til hospitalet, hvor lægerne fortæller, at tilstanden er stabil. Man er samtidig i gang med at lede efter forældrene.
Denne slags sager kommer indimellem frem i Kina, hvor det typisk er unge mødre, der ikke var klar over, at de var gravide, der efterlader deres børn.
Ofte er det nyfødte piger, der bliver forladt, da man i Kina værdsætter drenge højere.