Journalistik

Nyhedsgaranti! Nu uden punktummer

TRYK 16 - Medieklummen har sagt farvel til X Factor og til fjernsynet for en stund. I stedet kigger vi på tabloidaviserne, der forsøge at vaske det tabloide af sig. De vil være rigtige aviser.

Påsken står for døren og betyder fridage og familiehygge. Men i år må vi sippe bedrøvet i påskesnapsen, mens vi trøstespiser vores påskeæg. Livets eneste lyspunkt har forladt os, korsfæstet i grovheder, død i konfetti og begravet i knuste musikdrømme. X Factor er ikke mere, og hvad skal man så tage sig til? Blot synet af tv'et får mig til at bryde grædende sammen i savnet over det ypperste tv-program i nyere tid. Det er derfor udelukket at finde et alternativ blandt fjersynets andre tilbud. Men hvor finder man så noget, der kan mildne tomheden i ens hjerte? Radioen er heller ikke en mulighed. Musikken minder mig om Ida, Line og Sveinur, men Blachman mangler. Der er kun et sted, man kan dulme smerten og slippe for X Factor-abstinenserne - i aviserne. SELVOM MANGE eksperter glædeligt står frem for at slå søm i avisbranchens kiste, kæmper en lang række aviser mod de hårde vilkår og har da foreløbigt overlevet. Det er heldigt for os journalister, der tjener vores løn på sådanne steder, men også heldigt for os X Factor-afhængige, der nok godt kunne have gavn af en flugt væk fra den opstillede show-verden. Og at tænke sig, der er en hel verden uden for X Factor. Hvem skulle have troet det! Aviserne bugner af fantastiske historier om blandt andet en eller anden direktør i et selskab (Et ringeklokke-firma?) der er kommet i uføre på grund af alt for høje lønninger og gyldne håndtryk. Alligevel kæmper næsten alle aviserne med faldende læsertal, og de må derfor tænke i nye baner for at holde gang i forretningen. Men aviserne er lige så enige om vejen frem, som der er enighed mellem (og i) partierne i vores regering. ALENE I DENNE UGE har fire store aviser annonceret deres bud på fremtidens avis. Tabloidavisen B.T. hedder nu ikke længere B.T., men derimod BT. Avisen smider punktummerne og indfører "Nyhedsgaranti" med fine og dejligt danske ord som "BT Special" og "BT Breaking". De ligger jo lige i munden. Avisen har tidligere været kendt for at give måske lige lovligt meget forsideplads til forbruger- og sundhedsstof, men siden sidste torsdag har avisen sat ekstra pres på nyhedsdelen, med historier om blandt andet Dong-direktøren Eldrup. Men det er ikke nok for BT, at de nu vil garantere (!) afslørende og dagsordensættende nyheder hver dag. Fremover vil der være mere tekst på siderne, mindre rubrikker og mindre billeder. Tabloidavisen vil med andre ord være mindre tabloid. SAMME DAG SOM BT blev tungere, valgte dagbladet Information at blive lettere. Siden i torsdags er avisen udkommet i et nyt design med mere luft og større billeder og illustrationer. - Vores avis i dag har en høj kvalitet. Det journalistiske indhold er i top, men præsentationen har nok været lidt gråt i gråt, fortæller Informations ansvarshavende redaktør, Christian Jensen, til Journalisten.dk. Chefredaktøren understreger dog, at visuelt bårne sider også kan byde på tyngde. Det beviste avisen allerede med den første relancerede avis i torsdags, hvor man startede "Her bliver vi overvåget"-serien om overvågningen i Danmark. Med store illustrationer på alle temaets sider. DET KAN UNDRE, at to aviser kan have så forskellige holdninger til fremtidens avis, men nu har de jo heller ikke de samme læsere. Samtidig med de to avisers forskellige omlægninger, har Ekstra Bladet annonceret deres beslutning om at gå fra formiddagsavis til morgenavis. Den omlægning skal skaffe nye abonnenter, men medfører også tidligere deadlines for de ansatte, hvilket dog åbenbart ikke betyder noget. Ekstra Bladets chefredaktør, Karen Bro, forklarer, at tiden er løbet fra den spontane avis, hvor den bærende nyhed kommer dumpende sent om aftenen. Det kan der jo være noget om, og det bliver spændende at følge, hvad det reelt kommer til at betyde for den kontante avis, at journalisterne nu skal tidligere op og tidligere i seng. LIGELEDES BLIVER DET spændende at følge, hvad der sker i Aarhus-området, når Politiken fremover vil være mere til stede i smilets by. Avisen genåbner ikke deres gamle redaktion i byen, men der skal i stedet bruges freelancere, og journalister fra København skal rejse til Aarhus fra tid til anden. Det lyder jo godt nok som noget af et lunkent initiativ, hvor man vil mere, men ikke vil betale. Journalister fra København til Aarhus og tilbage? Det er da nogle dejlige arbejdsforhold. ALLE DISSE FORANDRINGER er lige til at blive ør i hovedet af, så måske er det bedre bare at sidde ned og stirre ud i luften i håbet om, at X Factor vil genopstå fra de døde. Var der ikke en eller andens søn, der engang gjorde det samme?

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden