Nyt ansigt i det maritime miljø
Peter Møller er ansat som udviklingskonsulent i det nyetablerede Maritime BrancheUdviklingsCenter (MBUC).
Opdateret 20. maj 2022 kl. 08:43
FREDERIKSHAVN: Det Maritime BrancheUdviklingsCenter (MBUC) er et nyt organ, som nu har fået sin første ansatte. Peter Møller er ansat som udviklingskonsulent.
Centeret skal bidrage til at skabe vækst i regionens maritime sektor igennem målrettet kompetenceudvikling til virksomhederne i et samarbejde mellem maritime virksomheder og uddannelsesinstitutioner.
Peter Møller, der kommer fra en stilling som salgschef i telebranchen, skal varetage salg og udvikling af specialtilpassede kurser og kompetenceforløb til virksomheder i den maritime branche udbudt af uddannelsesinstitutioner i fællesskab. Samtidig skal MBUC være drivkraften bag et maritimt uddannelsesnetværk, hvor virksomheder og uddannelsesinstitutioner arbejder sammen om at udvikle relevante specialtilbud til virksomhederne. Ideen er at kombinere uddannelsesinstitutionernes allerede eksisterende kurser og viden og derved effektivt fremstille relevante kompetenceudviklingsforløb for virksomhederne, så de står stærkere i den nationale og internationale konkurrence.
Direktør på MARTEC, Pia Ankerstjerne, ser frem til, at der nu kommer ekstra skub i processen med at levere viden og kompetencer til både små og mellemstore virksomheder i den maritime klynge.
- Vi er glade for at have ansat Peter Møller, som kommer med en stærk salgsbaggrund. MBUC er i den initiale fase forankret hos MARTEC og skal skabe erhvervsøkonomisk vækst samt understøtte den hastigt voksende maritime industri i regionen. Vi glæder os til for alvor at komme i gang med brancheudviklingscenteret, som hviler på det gode arbejde som uddannelsesnetværket i Skagen og Frederikshavn allerede har igangsat, udtaler Pia Ankerstjerne.
Direktør for MARCOD, Christine Lunde udtaler:
- MARCOD er dybt involveret i etableringen af MBUC og har indtil nu varetaget faciliteringen af uddannelsesnetværket med konkrete resultater til følges som fx den maritime projektlederuddannelse, som er udbudt i fællesskab af EUC Nord og MARTEC. Vi hilser Peter Møller velkommen og glæder os til at løse de kommende opgaver i fællesskab.”
Idéen bag MBUC er udviklet over de senere år og involverer en lang række aktører, herunder MARCOD, MARTEC, Erhvervshus Nord, og Maritime Network Frederikshavn, Nordjysk Brand- og Redningskole, Aalborg Universitet, Skagen Skipperskole, Frederikshavn Kommune, EUC Nord m.fl.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.