Nyt firma overtager affaldet
Meldgaard Miljø har vundet dagrenovationen og tager over efter påske

Ny skraldebiler og nyt firma tager dagrenoationen i Hjørring Kommune, men skraldemændene er stort set de samme. Arkivfoto: Bente Poder
HJØRRING:I skarp konkurrence med den nuværende entreprenør, Renonorden, har det sønderjyske firma Meldgaard vundet licitationen på dagrenovation i Hjørring Kommune.
De samme skraldemænd
Meldgaard Miljø starter ud efter påske, og det bliver formentlig de samme skraldemænd, som borgerne er vant til. For med undtagelse af et par stykker, er de godt 30 skraldemænd fulgt med over i det nye selskab.
En anden ugedag
Affaldsplanlægger i Hjørring Kommune, Gitte Gehrt oplyser, at den største forandring bliver, at nogle borgere får hentet affald på en anden ugedag.
- Det nye selskab planlægger ruterne lidt anderledes. Derudover bliver det nu igen muligt at vælge at få hentet affald hver 14. dag, fortæller Gitte Gehrt, der henviser til yderligere information på kommunens hjemmeside.
Service og miljø
Meldgaard Miljø kom med det økonomisk mest fordelagtige tilbud på opgaven til cirka 17 millioner kroner. Men derudover var firmaet også det bedste på service og miljø.
- Det er helt nye miljørigtige skraldebiler, og vi har også kigget på arbejdsmiljøet for de ansatte, siger Gitte Gehrt.
I alt fem firmaer bød på renovationen. Der var tæt løb mellem fire firmaer, mens buddet fra et norsk firma lå hele otte millioner kroner højere.
Kommentarer
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.