Nyt hotel klar til flyrejsende
Se billeder fra Aalborg Airport Hotel, som tager imod gæster fra onsdag
AALBORG: Efter en byggeperiode på 10 måneder er et splinternyt hotel lige ved siden af Aalborg Lufthavn nu klar til at slå dørene op.
De første gæster rykker ind på Aalborg Airport Hotel onsdag, og i den første måned er 40 procent af kapaciteten belagt på forhånd.
- Det er vi godt tilfredse med, men vi skal selvfølgelig højere op. Omdrejningspunktet er en belægning på 55 procent, men det skal vi nok nå i løbet af 2015, for der er ingen tvivl om, at den vækst, som lufthavnen oplever i disse år, vil fortsætte, siger direktør Anemette Bühlmann fra Aalborg Airport Hotel.
Hvis det kommer til at gå endnu bedre, og belægningen runder de 75 procent, sættes der gang i anden etape, som vil tilføre hotellet yderligere 40 værelser samt mødefaciliteter.
Tæt samarbejde
Det er Anemette Bühlmann og hendes mand, Danni Bühlmann, der står for driften af hotellet. De driver også Hotel Scheelsminde i Aalborg samt en række andre hoteller.
Aalborg Lufthavn er ikke med i driften, men samarbejdet er tæt mellem lufthavnen og hotellet:
- For eksempel kan man tjekke sin bagage ind i lufthavnen op til et døgn før afgang, og så kan man i ro og mag hygge sig og sove på hotellet og blot møde op i lufthavnen en halv time før afgang, nævner Anemette Bühlmann.
Skabt til flyrejsende
Den vigtigste kundegruppe for hotellet er selvfølgelig netop flyrejsende. Derudover satser ejerne på flybesætninger, som skal overnatte i Aalborg.
- Endelig regner vi med, at forretningsfolk, der kommer lidt længere væk fra, vil benytte os i forbindelse med rejser, siger Anemette Bühlmann.
Har man lyst til at se nærmere på hotellet, kan det ske, når der holdes åbent hus i morgen eftermiddag.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.