Nyt hus på Sættravej

Børnehuset på Sættravej i Sæby er nu officielt sat i gang. Børnene fik lov at være med, og de kan følge byggeriet på nærmeste hold.
Børnehuset på Sættravej i Sæby er nu officielt sat i gang. Børnene fik lov at være med, og de kan følge byggeriet på nærmeste hold.

Opdateret kl. 16:45

Børnehuset Sættravej ligger naturskønt tæt på Gybels Plantage.

Og når den nye institution står klar til sommer, vil naturen komme med indenfor i form af naturlaboratorium og orangeri. I laboratoriet kan børnene og pædagogerne studere de dyr og insekter, man har fundet uden for. Haven bliver indrettet med bærbuske, frugttræer og urtehave, og de sunde afgrøderne fra haven kan man tilberede i et nyt køkken.

- I det hele taget blev vi meget begejstret, da vi så tegningerne til den nye institution, der er virkelig blevet lyttet til vores ønsker og huset passer til vores pædagogiske profil, siger en glad Gitte Pedersen, der er leder af Børnehuset på Sættravej. Profilen er natur, sundhed og digital virkelighed.

Mandag blev byggeriet officielt sat i gang af formanden for Børne- og Ungdomsudvalget Christina Lykke Eriksen (SF). Hun fik hjælp af de to drenge Lukas og Gabriel, der ligesom flere af de andre børn, leger byggeplads i deres store sandkasse.

De lægger rør og støber fundament. Opførelsen af de 1300 kvadratmeter store institution sker lige ved siden af børnenes legeplads, og de skal gå langs med hegnet for at komme ind i den nuværende institution. Byggeriet har været i gang i en måneds tid, og startede med at man rev gården St. Toftelunds stuehus ned.

- Når vi kan flytte børnene over i den nye institution til juni, rager vi to længer ned, mens vi bibeholder den bygning, der rummer en hal, forklarer Jacob Børresen.

Han er chefkonsulent i kommunens ejendomscenter.

Der bliver plads til 100 børnehavebørn og 30 vuggestuebørn i børnehuset. Børnene får blandt andet fem værksteder og mellem to fløje, hvor børnehaven er i den ene ende og vuggestuebørnene i den anden, bliver der et stort fællesrum.

- Desuden får vi et torv midt i området, der tænkes brugt af sæbynitterne til forskellige aktiviteter, når børnehuset er lukket, fortæller Jacob Børresen.

Det er over fem år siden, Frederikshavn Kommune besluttede at bygge en ny institution. Men først nu er pengene fundet. Og der er stor glæde over, at der endelig er kommet gang i byggeriet.

- I sensommeren 2017 indvier vi huset, når vi er kommet på plads og kan vise, hvad det kan, lover Gitte Pedersen.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden