Nyt iscenter rejser sig hurtigt
Rejsegilde markerede et farvel til Danmarks ældste skøjtehal og et goddag til en ny og moderne arena med plads til 4000 tilskuere
FREDERIKSHAVN: Et nyt Iscenter Nord skyder i vejret i en hastighed, som passer fint til aktiviteterne på den is, der kan tages i brug til december.
Det sker akkurat 50 år efter, at den gamle skøjtehal blev indviet. Hallens limtræs-bjælker rådnede, og i maj gik firmaet Trigon derfor i gang med nedbrydningsarbejdet, og de seneste fire uger er det gået stærkt med at bygge et nyt Iscenter Nord op med plads til 4000 tilskuere, hvoraf de 750 er siddepladser.
Der er tale om et projekt til i alt 40 mio. kroner, hvor kommunen er medspiller med 21 mio., mens Elite Nord A/S har fået en investorgruppe til at give de resterende 19 mio. kroner.
- I sidste uge blev stolperne sat op, og i denne uge er det store tag blevet lagt på, hvorefter siderne kommer op i næste uge, fortalte en glad og tilfreds White Hawks-direktør, Henrik Andersen, mens han fik det store overblik fra en prøveopstilling på østsidens tilskuerpladser.
I Øst- nord- og vestsiden kommer der både stolerækker til siddende tilskuere og flere rækker ståpladser.
- Men det er helt sikkert, at samtlige 4000 tilskuere vil kommer til at få et bedre udsyn ned over isen, end i den gamle hal, lyder den klare melding far White Hawks.
Der er etableret en ny og højere tagkonstruktion på skøjtehallen, som også forbedrer tilskueroplevelsen.
Rammer til guldmedalje
Halinspektør Henrik Houkjær indledte talerækken ved rejsegildet, og han ser meget frem til at arbejde i den nye skøjtehal.
Borgmester Birgit Hansen (S) glædede sig over, at folk med ambitioner havde sat gang i renoveringen af landets ældste isstadion.
- Frederikshavn er en by med ambitioner, og nu kommer rammerne også til, at byens ishockeyhold måske kan vinde guld.
Trigons direktør, Karl Erik Slynge, takkede sine mange medarbejdere og lovede et nyt Iscenter Nord klar til december, hvorpå der var pølser og sodavand til alle.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.