Nyt kinesisk bilmærke skal alligevel kunne købes
Nio sadler om efter kritik. Nu skal man både kunne leje og købe de nye elbiler fra mærket
Opdateret kl. 11:54
HÅNDBREMSEVENDING: Et af tidens mest hypede bilmærker skifter nu spor. Det handler om kinesiske Nio, der åbner for, at man ikke alene kan leje, men også købe de kommende elbiler, der snart introduceres herhjemme.
Det handler om den store sedan, ET7, SUV’en ES7 og den mindre sedan ET5.
I første omgang havde mærket meldt ud, at f. eks den store ET7 vil kunne lejes fra 11.800 kr. per måned. Her varierer priserne efter, om det fleksibel eller fast abonnement og størrelsen på batteripakkerne. Men nu sadler firmaet om i de fem lande, hvor bilerne introduceres i første omgang. Det er Danmark, Sverige, Norge, Holland og Tyskland.
- Vi har lavet analyser, som viser, at folk hellere vil leje end eje de dyrere elbiler. Men vi har lyttet til markedet, siger Anja Bruun Meineche, der er Head of User Development Denmark.
Nio vil melde de danske priser ud 21. november. Inden da foreligger dog et forberedelsesarbejde.
- Bilerne er bygget op med genanvendelse af komponenter, så vi har skullet sikre os et system, hvor vi har denne del på plads. Samtidig har vi skullet have set-up med værksteder og servicepakker, der passer til køb, siger Anja Bruun Meineche.
Nio er på mange måder ved at etablere sig herhjemme. Det sker med et stort ”Nio House”- forhandling og oplevelsescenter i København, lige som der sideløbende opbygges et net af batteriskiftestationer, hvor den første forventes at åbne i løbet af efteråret.
Den første ET7 forventes på vejene i november, mens de næste modeller kommer i 2023. Nio House, der placeres i det tidligere hovedbibliotek centralt på Kultorvet, åbner også til næste sommer.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.