Film

Nyt liv til klassisk eventyr

Den onde dronning (Julia Roberts) har holdt Snehvide (Lily Collins) fanget på slottet, men nu skal prinsessen stå på egne ben i "Lille spejl på væggen der".
Den onde dronning (Julia Roberts) har holdt Snehvide (Lily Collins) fanget på slottet, men nu skal prinsessen stå på egne ben i "Lille spejl på væggen der".

2012 byder på hele to filmatiseringer af eventyret om Snehvide. Til sommer kommer en mere dyster og action-præget udgave, men nu kan børnefamilierne opleve eventyret i "Lille spejl på væggen der - eventyret om Snehvide". En visuel film, der faktisk formår at overraske flere gange. Disneys tegnefilm "Snehvide og de syv dværge" fra 1937 er den mest markante filmatisering af brødrene Grimms eventyr. "Lille spejl på væggen der" forsøger heldigvis ikke at flygte fra den kendsgerning, men bruger det derimod som en styrke. Ligesom i tegnefilmen bliver personerne nemlig også klædt ud i farverige kostumer, dog uden samtykke fra karaktererne. Der er mange moderne bemærkninger i historien, og filminstruktøren Tarsem Singh leger bevist med publikums forventninger til historien. For selv om "Lille spejl på væggen der" er et klassisk eventyr, så er der ikke tale om eventyret "Snehvide". Der er stadig en uskyldig prinsesse, en smuk prins, en ond dronning og syv dværge, men væsentlige elementer i historien er enten helt udeladt eller ændret markant. Men mange af ændringerne er en styrke for filmen, da de giver mere dybde til de ellers så endimensionelle karakterer. Hvorfor bor dværgene ude i skoven? Hvorfor er dronningen så ond, og hvorfor kan Snehvide ikke bare flygte fra sit kongerige? Men filmen forfalder dog alt for tit til eventyr-undskyldningen. Når man fornemmer en smule dybde, skifter filmen hurtigt videre til noget pladderromantisk eller morsomt. Substansen er der, men den druknes i visuel ekstravagance. Filmen byder på en meget interessant version af det magiske spejl, og det ville have klædt filmen at dykke noget mere ned i dets symbolske betydning. Det er i konfrontationen med det magiske spejl, at Julia Roberts for alvor får mulighed for at spille med sit skuespiltalent. Ellers er hendes udgave af den onde dronning noget anstrengende, selvom det måske mere skyldes Ellen Hillingsø, der leverer den danske stemme. Engelske film skal helst ses på engelsk, men de små skal selvfølgelig kunne følge med, og de danske stemmer holder da heldigvis langt hen ad vejen. En udmærket film for familien, der giver nyt liv til det klassiske eventyr. Selvom man godt kunne have ønsket sig lidt mere bid. Lars Christensen l.christensen@nordjyske.dk "Lille spejl på væggen der" Originaltitel: "Mirror Mirror" Instr.: Tarsem Singh En time, 51 minutter Frarådes børn under 7 år Danmarkspremiere i dag.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden