Nyt samlingssted
Planer om legeplads, udendørs fitness og pavillon i Manna-Thise.

Troels Kristensen, formand for Thise IF, og Inge Løgtholt, bestyrelsesmedlem i Manna-Thise Borgerforening, viser deres plan for et nyt samlingssted frem.Foto: Bent Bach
Borgerne i Manna-Thise ønsker sig et samlingssted, hvor der skal være legeplads, en multibane, redskaber til udendørs fitness, en pavillon og noget beplantning. Det arbejder Manna-Thise Borgerforening og Thise Idrætsforening på i fællesskab. - Vi har planer om, at vi gerne vil have lavet et samlingssted oppe ved klubhuset. Vi har sat os ned og har fundet ud af, hvad der skal være. Det er nogle vildt store planer, for vi har jo ingen penge, fortæller Inge Løgtholt med smil i stemmen. Hun er bestyrelsesmedlem i både borgerforeningen og i hallen. Borgerforeningen har både en legeplads i Manna og i Thise, men de er af meget ældre dato. - Den i Manna er faktisk næsten jævnet med jorden, den kunne ikke mere. I Thise er den i lidt bedre stand, og lidt flere ting har fået lov at stå, konstaterer Inge Løgtholt. Derfor blev man enig om, at det var på tide med noget nyt, og placeringen fandt man også ud af. - Vi synes, omdrejningspunktet er nede ved klubhuset og ved skolen. Vi har en stor idrætsforening med mange medlemmer både børn og voksne, fortæller Inge Løgtholt, der tænker sig, at det ny samlingssted kan blive rigtigt godt, også når børnene spiller kamp og forældre og søskende er med ved sidelinjen. - Søskende kan bruge legeredskaberne, og måske kunne de voksne bruge den udendørs fitness. Tanken med pavillonen er, at man kan tage sin madpakke med og bruge legepladsen på alle tider i fritiden. Det er også meningen, at byens dagplejebørn kan få glæde af det ny samlingssted. Manna-Thise Multihus, og med det nye sted får de også nogle udendørs faciliteter at gøre brug af. Læbælterne omkring pladsen har man planer om skal bestå af frugttræer, så folk med tiden kommer til at kunne plukke en bid mad. Søger fonde Selv om det er vilde planer, og økonomien begynder fra nul, så er de frivillige kræfter bag idéen ikke afskrækkede. De har godt nok fået afslag på støtte fra kommunen, men de har positive tilkendegivelser fra flere fonde. Intet er dog faldet på plads endnu, men der bliver arbejdet på sagen. Også Thises lokale bymatadorer er involveret - det er nogle frivillige, der har fået tusind kroner, som de skal prøve at få til at vokse. Der er lavet en tegning over det nye samlingssted, så man har noget at søge fonde ud fra. Det hele står i omkring 1,2 mio. kroner. Manna-Thise har god historik, når det gælder om at få noget stort op at stå ved frivillig arbejdskraft. Således har man i forvejen Manna-Thise Multihus og et fitness center heri, som er bygget på frivillig basis.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.