Nyt stadion på tværs

Nyskabende vision for Hjørring stadion: Vend banen

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Galleri - Tryk og se alle billederne.

HJØRRING:Hvad med at vende fodboldbanen på Hjørring Stadion den anden vej? Altså øst/vest.

Så slipper man for at skulle vælte den nuværende tribune og sparer dermed penge, når man skal bringe stadion på niveau med de krav, som DBU og UEFA stiller. En ny tip-top tribune kunne så lægges ned ad langsiden øst/vest med bagsiden over mod Hjørring Private Realskole.

- Et par eksperter fra DBU var fornylig på besøg på stadion inviteret af borgmester Arne Boelt for at undersøge, hvad der skal til for at stadion kan leve op til kravene i fremtiden. De kom med forslaget, oplyser stadioninspektør m.m. Lars Nielsen.

- Jeg har aldrig tænkt den tanke, men de ser jo med helt nye øjne på stadion, fordi de kommer udefra.

Tilskuere tæt på banen

Hvis græsbanen bliver vendt kan beholde cindersbanen foran den gamle tribune, så man der kan rejse en scene, når der er Dana Cup. På nordsiden af banen kan der laves pladser til stående tilskuere, som i dag. Da tilskuerpladser naturligvis rykkes meget tæt på banen, bliver der plads til et stort antal p-pladser ud mod Skolevangen, som kan benyttes af uddannelsesinstitutionerne i området i dagtimerne på hverdage.

Den nye tribune tænkes at skulle fylde hele banens længde og indeholde sikringsrum, omklædningsfaciliteter, VIP-lokaler, lægerum og dopingrum.

Hvis planen bliver til virkelighed, forsvinder den største del af cindersbanen, som bruges til løbebane. Atletikken vil derfor blive forflyttet til seminariet.

DBUs sikringschef Henrik Kjær Nielsen var én af DBU-eksperterne, som besøgte Hjørring.

- DBU vil naturligvis ikke blande sig i, hvordan Hjørring løser sine problemer med stadion og vi vil derfor heller ikke fremsende forslaget som en officiel anbefaling til Hjørring. Det var bare en strøtanke fra vores side, siger Henrik Kjær Nielsen.

- Vi kan for eksempel ikke vide, om underlaget er godt nok til at lægge en ny tribune øst/vest eller om vindforholdene tillader det. Men som udgangspunkt syntes vi, at det er synd at rive den gamle tribune ned, hvis den stadig kan anvendes. Desuden slipper man jo for udgiften til at rive den ned. Derfor kom vi med ideen.

Boelt: Vi skal have en løsning

Borgmester Arne Boelt afviser ikke, at det kan blive løsningen.

- Jeg skyder intet ned på forhånd. Vi skal bare have fundet en løsning senest til foråret, siger Arne Boelt.

Byrådet har afsat 10 millioner kroner til en renovering.

- Vi afsøger alle muligheder også med andre aktører, men jeg har svært ved at se, at vi inden for en overkommelig årrække realistisk set kan rejse yderligere 35 millioner kroner til et nyt stadion i Park Vendia.

Arne Boelt er betænkelig ved at udskyde løsningen på stadionproblemet.

- FC Hjørring og Fortuna har brug for et stadion, som lever op til kravene hurtigst muligt, siger Arne Boelt.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.