Forsikringsvirksomhed

Nyt tag - 10 gode råd inden du går i gang med byggeriet

Der er mange ting at tage hensyn til, hvis man vil lægge nyt tag på huset. Få 10 gode råd her

Arkivfoto

Arkivfoto

HELE LANDET: Der er mange ting at tage hensyn til, hvis man vil lægge nyt tag på huset. Hvad koster det? Hvilke materialer passer til huset? Her følger 10 gode råd fra Idenyt.dk.

1. Lad være med at stresse

Giv jer god tid til at forberede en ombygning.

2. Få en rådgiver

Allier jer med en rådgiver til at udarbejde udbudsmateriale, og til at sikre kvaliteten under udførelsen.

3. Hold fast ved jeres første idé

Der er utrolig mange ideer til taghældning, kviste og balkoner – men har I et flot hus, så hold fast ved det. Hold fast ved jeres oprindelige behov!

4. Indhent flere tilbud

Få tilbud fra flere entreprenører – tal gerne med firmaets tidligere kunder, tag evt. hen og se de steder, hvor han har lavet lignende projekter.

5. Vælg en entreprenør, som du har tillid til

Og – vigtigst af alt – find en entreprenør, der virker tillidsvækkende og grundig, og som er god til at forklare.

6. Skriv op, hvad det er, I skal have lavet

Overvej nøje, hvad I vil, hvad der skal udføres, hvilke materialer og udførelsesmetoder der skal bruges.

7. Tilbuddet skal være helt ned i detaljerne

Få detaljerede tilbud på arbejdet, snak det hele grundigt igennem med entreprenøren, og få alle usikkerheder og uklarheder af vejen.

8. Tidsplanen skal på plads før noget andet

Aftal den endelige tidsplan, inden du giver grønt lys for igangsætning.

9. Aftale om merarbejde

Sørg for at have lavet en skriftlig aftale i tilfælde af evt. merarbejde.

10. Fast aftale om arbejdstimer

Den største del af prisen på et nyt tag ligger i arbejdstimerne. Sørg for at aftale en fast pris med håndværkerne og aftal, hvad der sker, hvis entreprenøren ikke overholder tidsfristen.

Godt undertag

Få et undertag, der matcher overtaget i holdbarhed. Er du f.eks. i tvivl, om du skal bruge let eller et fast undertag, så få priser på begge dele. Et let undertag kræver ofte fast underlag langs alle kanter og omkring alle gennemføringer på taget. Er det et kompliceret tag, er det måske billigst, i hvert fald sikrest, at vælge det faste undertag.

Underret dit forsikringsselskab, inden du går i gang

Før du går i gang med at lægge nyt tag, bør du underrette dit forsikringsselskab. Så er du nemlig dækket mod stormskader, mens arbejdet er i gang. Det er også vigtigt, at f.eks. presenninger er lagt forsvarligt op. Kun hvis de er det, vil en evt. storm- og nedbørsskade være dækket. Du kan også vælge at tegne en entrepriseforsikring. Den dækker skader, der opstår under byggeriet, og tyveri af byggematerialer, der står klar i haven. Sørg for, at forsikringssummen rent faktisk kan dække en evt. skade. Kilde: Forsikringsoplysningen

Undgå at ødelægge husets stil, når du får nyt tag

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.