Nyt tankanlæg på motorvej er åbnet

Den sydgående trafik ved Rasteplads Vildmosen slipper nu for at køre tør for brændstof

Arkivfoto

Arkivfoto

STORE VILDMOSE: I årevis har der været mulighed for at tanke på E39 på rastepladsen Vildmosen Øst på vej mod Hirtshals - torsdag er det så også blevet muligt at tanke, når man er på vej mod syd.

Det er F24, der åbner en automattank på den vestlige rasteplads, så også bilister, der kommer fra Hirtshals, kan slippe frygten for at køre tør for brændstof - og den er i øvrigt landets første F24-motorvejsstation. I en pressemeddelelse siger trafikdirektør Niels Tørsløv fra Vejdirektoratet, at åbningen af tankstationen skal ses som et led i Vejdirektoratets løbende bestræbelser på at forbedre servicen for trafikanterne på motorvejsnettet.

- Vi arbejder i Vejdirektoratet hele tiden på at gøre forholdene for trafikanterne så gode som mulige. Og her indgår et udbygget netværk af tankanlæg på linje med aktuel og korrekt trafikinformation og optimal udnyttelse af vejnettet. Det handler alt sammen om at hjælpe trafikanterne nemt og sikkert frem. Hidtil har der manglet et tankanlæg på strækningen ved Vildmosen Vest, men det kommer nu, hvilket må betragtes som en forbedring af vejnettet i det område af Danmark, siger Niels Tørsløv.

Udover at man nu kan tanke bilen på rastepladsen, så er der også blevet sat street workout-redskaber op, så bilisterne lige kan få rørt kroppen og klaret hjernen, så de er friske til den videre færd sydpå.

- Det skal være et behageligt stop på vejen mellem A og B, og den tilbyder det, man kunne stå og mangle som bilist. Uanset om det handler om brændstof, toiletfaciliteter, en internetforbindelse, en overdækket pusleplads eller muligheden for at røre sig lidt," siger Finn Larsen, der er ansvarlig for de ubemandede tankanlæg hos Q8, der også driver F24-stationerne.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden