Nyt værk - billigere varme
Million-investering giver billigere varme
MANNA/THISE: Trods en million-investering kan Manna-Thise Kraftvarmeværk sænke prisen på varme.
I år bliver prisen 550 kr. pr. megawatt mod 650 kr. i fjor. Det betyder en årlig besparelse på næsten 2.000 kr. på en gennemsnits-forbruger.
Varmeværket har indviet et nyt værk, der opvarmes ved hjælp af træpiller, og dette værk skal supplere naturgasværket med Jenbacker-motor.
- Vi arbejdede med et projekt med solvarme. Men så blev loven ændret, så vi måtte fyre med træpiller, hvilket der ikke tidligere var mulighed for. Det har 50 værker fået tilladelse til, fortæller formand Jørn Andersen.
Foruden varmeværket med kedel er der et hus til træpiller. Det kan rumme ca. 90 tons. Det årlige forbrug ventes at blive på 1025 tons om året.
På en augustdag er der brugt 1,2 tons træpiller, men til vinter skal der ske tilførsel af flere piller.
Bygningen med træpiller har et tag, der kan køres til side, så træpillerne kan læsses ned i graven. Herfra føres de med en snegl ind til fyret.
- Træpiller må ikke blive våde, pointerer Jørn Andersen.
Kedlen har en kapacitet på én megawatt i timen.
Der er tale om en investering på 6.350.000 kr. Men Jørn Andersen kalder det en god investering.
Foruden at varmen bliver billigere, er det et krav, at naturgassen med tiden udfases.
- Fyret kører fint og der bliver ikke megen aske. I juli blev det til 330 kilo aske fra fyret.
Det er Brønderslev Forsyning, der passer værket.
- Vi er for små til at have egen varmemester, siger Jørn Andersen. Der skal faktisk være 2,5 mand for at dække døgnets 24 timer og årets 365 dage ind.
HPH Rådgivning i Dronningludn har projekteret værket, der er etableret af IndustriVarme.
30-35 deltog i indvielse og åbent hus i det nye værk.
Kraftvarmeværket, der er fra 1994, har 190 forbrugere.
Der har været forespørgsel fra nabobyen V. Hjermitslev, men en leverings-aftale blev aldrig en realitet.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.