Øget pres på hotline
Nordjyske sagsbehandlere under hårdt pres på grund af kontanthjælpsreform
Kontanthjælpsreformen har sat de kommunale sagsbehandlere under pres. De skriver i stigende omfang til Ankestyrelsens hotline for at få råd om,hvordan de skal fortolke nye regler på kontanthjælpsområdet.
Det skriver NORDJYSKE Stiftstidende mandag.
Siden reformen trådte i kraft 1. januar, har juristerne på Ankestyrelsens hotline modtaget 1400 henvendelser - en stigning i forhold til sidste år, hvor 1350 sagsbehandlere i løbet af hele året benyttede tilbuddet om juridisk vejledning.
- En del af stigningen skyldes henvendelser fra kommunerne om de nye kontanthjælpsregler, siger afdelingschef Erling Brandstrup, Ankestyrelsen i Aalborg, til NORDJYSKE.
Kontanthjælpsreformen er ikke de eneste nye regler, kommunernes sagsbehandlere skal navigere i. Sidste år blev førtidspensionsreformen gennemført, og 1. juli trådte dele af sygedagpengereformen i kraft,
Love mangler forarbejde
Ifølge cand. jur. Nina Von Hielmcrone, lektor i sociale forhold på Aalborg Universitet, bliver lovene ofte vedtaget og implementeret uden et grundigt forarbejde, og vejledninger udsendes ofte så sent, at man ude i kommunerne har kort frist til at sætte sig ind i de nye regler.
Hun betegner det som ”urimelige arbejdsvilkår for sagsbehandlerne og et stort retssikkerhedsproblem”.
- Men det er mest synd for de klienter, som ikke kan få klar besked om, hvad de får udbetalt næste måned. Ikke ret mange andre mennesker i vores samfund ville finde sig i det, siger Nina Von Hielmcrone til avisen.
I kontanthjælpsreformen er det ifølge Nina Von Hielmcrone især de nye samlivsregler og reducerede ydelser til unge under 30, der skaber usikkerhed i kommunerne, fordi de bygger på skøn og tolkes forskelligt fra kommune til kommune.