Øko-køer danser
Økologiske køer skal på grøs
Opdateret 15. april 2018 kl. 11:40
DORF: Søndag kan man opleve øko-køerne danse, når Trintved ved Dorf Dronninglund holder økodag. Alle er inviteret med til de økologiske køers forårsfest.
Man kan klokken 12 se de økologiske køer vise deres bedste dansetrin frem, når de bliver lukket ud på græsmarken efter en lang vinter i stalden. Trintved er en af de 72 økogårde i landet, der slår dørene op for både de økologiske malkekøer og gæster til Økodag.
- Økodag er en rigtig hyggelig og sjov dag, hvor hele familien får mulighed for at opleve livet på landet på en økologisk gård og se, hvor den økologiske mælk kommer fra. Sidste år deltog 208.000 danskere i begivenheden.
Gårdene holder åbent mellem kl. 10 og 14, og køerne lukkes ud præcist kl. 12.
På Trintved, Trintvedvej 4 i Dronninglund kan man desuden opleve leg på halmlegepladsen, gå på opdagelse på gården, få smagsprøver på økologiske mejeriprodukter fra Arla, lave snobrød over bål med spejderne. Der er desuden salg af økologisk kaffe og the samt salg af økologiske pølser. Man kan også klappe en kalv og malke en ko samt se gårdens maskinpark.
Økodag gennemføres af Økologisk Landsforening i samarbejde med de økologiske landmænd og deres mejerier.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.