Økonomi og menneskelighed
200 til debat om ældrecentre, nærhed, menneskelighed - og den økonomiske virkelighed.
Ældrecentrene på Hannæs og i Nordthy skal bevares. Det har over 700 borgere i området givet udtryk for med deres støtte til to forskellige underskriftindsamlinger til fordel for Stenhøj i Vesløs og Solhjem i Østerild. Og det var formentlig også synspunktet hos langt de fleste af de omkring 200, som torsdag aften havde taget imod invitationen til borgermøde i Østerild Multicenter, hvor fremtiden for områdets ældrecentre var på dagsordenen. De mødte her et panel af politikere, bestående af de tre lokale byrådsmedlemmer - Henrik Gregersen (V), Morten Bo Bertelsen (S) og Erik Bøgh Nielsen (S), alle valgt på Hannæs - samt social- og sundhedsformand Ole Christensen (S) og borgmester Lene Kjelgaard Jensen (V). Som så ofte før blev det en debat, hvor spørgsmålet om menneskelighed og nærhed kom til at stå over for de økonomiske realiteter. Og det var de økonomiske argumenter, som fyldte, da borgmesteren skulle gøre rede for, hvorfor det - måske - ender med lukning af et eller flere af områdets ældrecentre, når byrådet her i foråret skal tage stilling til en ny ældreboligplan. Nedgang i økonomien - Arbejdsstyrken er faldet med 10 procent bare fra 2008 til 2010. Samtidig nedlægger flere og flere af virksomhederne arbejdspladser, som det er svært at se, hvor skal skabes igen, sagde Lene Kjelgaard - som understregede, at der på grund af de faldende skatteindtægter ikke bare er tale om nulvækst i den offentlige sektor, men reel nedgang i økonomien. Hun erkendte, at det har stor betydning for borgerne, hvor kommunens institutioner ligger - uanset om der er tale om skoler eller ældrecentre: - Vi må se, hvordan vi får mest muligt for pengene. Men vi er på et meget tidligt stadium, og der er endnu ikke sat nogen streger på papiret, sagde Lene Kjelgaard - der også påpegede, at Thisted Kommune med 19 ældrecentre "har en af landets mest decentrale strukturer på ældreområdet". Og det bliver sværere at undgå plejehjemslukninger i denne omgang, erkendte Ole Christensen. Først når der foreligger et forslag til ny ældreboligplan, er det dog muligt at sige noget om, hvorvidt der skal nedlægges plejehjem - og i givet fald hvilke, understregede han. Alternativer Henrik Gregersen fra Frøstrup lovede at arbejde for alternativer til lukning af ældrecentre: - Jeg vil foreslå, at man kigger på service og bemanding, og at man eventuelt lukker noget midlertidigt ned, hvis der i en periode er for mange pladser, sagde han. Også Morten Bo Bertelsen, ligeledes fra Frøstrup, udtrykte håb om en beslutningsproces, hvor man er åben over for forskellige modeller, "eventuelt med fælles ledelse". - Det har vi da allerede, lød en spontan kommentar fra salen. Partifællen Erik Bøgh Nielsen - fra Vesløs - beskyldte de eksterne konsulenter, der har lavet forarbejdet til kommunens ældreboligplan, for "ikke at have en anelse om, hvordan Thisted Kommune ser ud". - Vi, der bor herude, ved at der er langt til midten af kommunen. Og vi ved, at der er tre godt fungerende plejehjem, som vi vil kæmpe for at beholde. De er i god stand, og de holder budgettet. Og vigtigst, så er der mindst 20 arbejdspladser på hvert af de tre plejehjem, sagde Erik Bøgh Nielsen. Og indkasserede aftenens første bifald. Ikke til at holde ud - Det hele drejer sig om økonomi. Det er næsten ikke til at holde ud at høre på. Det burde også være et spørgsmål om menneskelighed, sagde en af de fremmødte, Hans Kurt Nielsen. - Ja, det drejer sig en del om økonomi, erkendte borgmester Lene Kjelgaard: - En krone kan kun bruges én gang. Så det er vigtigt at sikre, at pengene går til dem, der har størst behov. En anden af mødedeltagerne, Helge Kølbæk, ville gerne have svar på, hvor plejehjemsbeboerne skal hen, hvis der bliver lukket et eller flere ældrecentre: - Skal der bygges nyt? For plejehjemmene herude er jo fyldt op, konstaterede han. Hvilket fik to af de lokale byrådsmedlemmer til at understrege, at der - hvis det står til dem - ikke er nogen, der skal flyttes: - Efter min opfattelse skal de blive, hvor de er. Og vi skal ikke foregribe begivenhederne - der er endnu ikke noget, der er lukket, sagde Morten Bo Bertelsen Henrik Gregersen: - Vi får hårdt brug for alle pladser.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.