Økonomien ikke afklaret

økonomien for Lokalhistoriske Arkiver er ikke på plads

Lene Dige, formand for Lokalhistorisk Arkiv i Dronninglund. Arkivfoto: Kim Dahl Hansen

Lene Dige, formand for Lokalhistorisk Arkiv i Dronninglund. Arkivfoto: Kim Dahl Hansen

DRONNINGLUND:Økonomien er ikke afklaret for de lokalhistoriske arkiver.

Det kom frem på generalforsamlingen i Lokalhistorisk Arkiv i Dronninglund.

På samme aften blev der holdt ikke mindre end tre generalforsamlinger i arkivet i Dronninglund.

Årsagen er, at lokalarkiverne ifølge den nye museumslov ikke længere må være en del af museerne, hvilket arkiverne i den tidligere Dronninglund Kommune var.

To foreninger bliver til én

Rent organisatorisk havde man fra Lokalhistorisk Arkiv, Dronninglund og dens Støtteforening derfor foreslået at lægge de to foreninger sammen til én.

Arkivets generalforsamling sluttede med et forslag om ophævelse af foreningen, hvilket skete på en ekstraordinær generalforsamling straks efter.

Arkivets Støtteforening holdt derefter generalforsamling, hvor der bl.a. var et forslag til nye vedtægter, som blev vedtaget, herunder en udvidelse af bestyrelsen fra fem til syv medlemmer.

Valgt blev Lene Dige, Erik Præsius, Ketty Kristoffersen, Bodil Præsius, Erik Andersen, Kjeld Jørgensen og Lone Andersen.

Økonomien

Det store spørgsmål på mødet var den fremtidige økonomi, idet arkivet tidligere har fået statstilskud af de midler, man selv har indsamlet. Denne ordning stopper med den nye museumslov.

Et møde mellem arkiverne og fritids- og kulturudvalget har ikke givet en afklaring, idet udvalget nok er positivt, men ikke har nogen midler at dele ud af.

En afklaring af de økonomiske forhold er af den største betydning for arkivet, og man håber selvfølgeligt, at Brønderslev Kommune finder bevaringen af de lokale arkivalier så vigtig, at den vil yde den økonomiske støtte, der er nødvendig, er meldingen fra generalforsamlingen.

Efter generalforsamlingen konstituerede bestyrelsen for den nye forening sig. Formand og arkivleder Lene Dige, kasserer Bodil Præsius og sekretær Ketty Kristoffersen.

Foreningens navn er stadig Støtteforeningen for Lokalhistorisk Arkiv, Dronninglund.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.