Økonomisk byrde venter

Status som bevaringsværdig er ingen sikkerhed for gamle bygninger

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Galleri - Tryk og se alle billederne.

- Der er stor forskel på fredning og bevaring. Her, som i alle andre af livets forhold, er det pengene, som sætter grænserne for, hvilke muligheder vi har for at bevare vores kulturarv. Med indstillingen fra Det Særlige Bygningssyn om ophævelse af fredningen på to bygninger i Frederikshavn skubbes både tilsyn og den økonomiske byrde over på kommunen. Disse kontante bemærkninger kommer fra arkivleder og lokalhistoriker Erik S. Christensen, Bangsbo museum, efter, det i NORDJYSKE er kommet frem, at Det Særlige Bygningssyn under Kulturarvstyrelsen indstiller, at Dommergården og Købmand Karups Gård i Frederikshavn får ændret status fra fredet til bevaringsværdig. Erik S. Christensen var som museumsmand med til at udarbejde planer for kulturmiljøudviklingen med bl. a. et såkaldt kommuneatlas med anbefalinger til den kulturhistoriske og arkitektoniske udvikling i kommunen. Der blev foretaget en lang række fravalg sådan, at de ejendomme og kulturmiljøer, der blev udpeget, var repræsentative for både region og kommune. National betydning - En fredning betyder, at der lovgivningsmæssigt er en række ting, som ejeren skal opfylde inden for de fredningsbestemmelser, som ejendommen er underlagt af den statslige fredningsmyndighed. Det betyder, at der kan gives påbud og uddeles bøder i forbindelse med misligholdelse. Til gengæld har ejeren mulighed for at opnå billigere lån og ejendomsskattefrihed. - For at en ejendom kan fredes, er hovedreglen, at den skal have national betydning. Et luftigt begreb, som svarer til at sælge elastik i metermål. Som vi kan se på Dommergården, så har den ikke og har aldrig haft egen national betydning, men da den blev fredet, var der ikke andre muligheder for bevaring af en arkitektonisk og historisk relevant bygning i en større dansk provinsby. Der var økonomi til vedligeholdelse og rigsantikvariatembedet havde en anderledes holdning til bevaringspolitik end en statslig styrelse uden penge har i dag. Ved at slappe elastikken kan staten altså slippe af med både en tilsynsopgave og en økonomisk byrde og skubbe den over på kommunen, siger Erik S. Christensen. Kan nedrives Han fremhæver, at en status som bevaringsværdig ikke betyder nogen som helst sikring af bygningerne. De kan nedrives eller bygges om til ukendelighed efter tilladelse fra byrådet og efter en offentlighedsfase. Der er heller ikke restriktioner på indvendig vedligeholdelse og byrådets afgørelse kan ikke ankes til en højere myndighed. Byrådet kan i forbindelse med den ændrede status vedtage, at der kan følge penge med. I Frederikshavn har Frederikshavn Byfond lidt at gøre godt med, men langt fra nok til eksempelvis at købe Ellinggård, der står og forfalder, og sætte den i stand. Der er ingen hjælp at hente fra staten til at løse en opgave af stor økonomisk tyngde. Det er altså alene byrådet, der må anvise økonomien.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.