Østervrå satte punktum for Frønse Cup

Søndag afsluttedes den 21. udgave af indefodbold-turneringen

Claus T. Kræmmergård og Bent Bach
En flok glade fodboldspillere fra Asaa. Efter en fornem indsats kunne de lade sig hylde som vindere af rækken U11C ved den sidste dag af Frønse Cup i Østervrå Hallen.
Øster Vrå 4. februar 2013 04:47

ØSTERVRÅ: Årets udgave af Frønse Cup blev nok en gang en succes.

- Vi kan simpelthen ikke have flere hold med i turneringen, fortæller Søren Kiil.

Udover at være kendt som byens halinspektør er han med blandt den håndfuld af lokale ildsjæle, der arrangerer turneringen.

I alt har 204 hold været tilmeldt turneringen, der er blevet spillet over de seneste to weekender i Østervrå.

- Der har været et par hold med fra Aalborg, men ellers så er det stort set hele Vendsyssel, der er repræsenteret.

Ikke plads til alle

Ifølge Søren Kiil var der i år i omegnen 20 hold, som der ikke blev plads til i den fuldt bookede turnering.

- Vi har bestemt på forhånd, at vi kun vil spille i to weekender. Vi har i et enkelt år haft en tredje weekend med, men vi synes ikke, at vi fik særligt meget ekstra ud af det, så det gik vi væk fra igen.

En model med at spille kampe i andre haller er heller ikke interessant.

- Vi vil gerne beholde aktiviteterne her i hallen, siger Søren Kiil med et smil.

Men der er sandelig også meget at se til, for arrangørerne. Med knap 55 timers fodbold fordelt over de to weekender, så er der nemlig brug for masser af hjælpende hånder. Op mod 100 frivillige er således med til at få arrangementet til at glide planmæssigt af sted.

Mange gæster

Hvor mange gæster, der besøger Østervrå Hallen i løbet af Frønse Cup har Søren Kiil ikke noget præcist bud på.

- Vi har jo ingen tælleapparater oppe, griner han.

- Men der er vel 1200-1300 spillere, der deltager, og mon så ikke, at der derudover er et tilsvarende antal tilskuere med.

Det er med andre ord noget, der kan mærkes i Østervrå, når de mange unge fodboldspillere gør deres indtog i byen.

Søren Kiil vil dog helst ikke sætte beløb på, hvor stort et afkast, som arrangørerne skaber til brug for ungdomsarbejdet i klubben.

- Men vi laver da et pænt overskud, som gør, at det hele er arbejdet værd, siger han og tilføjer:

- Men for mig er det ligeså meget værd, at mange efterhånden forbinder Østervrå med Frønse Cup.

- Vi får masser af gode tilbagemeldinger fra folk, der siger tak for et godt stævne. Og det er jo rigtigt dejligt, smiler Søren Kiil.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...