Og hvad så, når byrådet svigter?

Venstres medlem af økonomiudvalget i Rebild Ole Frederiksen savner, at det har en konsekvens, når politikerne svigter borgerne, som han mener, det er sket i incestsagen.

Ole Frederiksen (V) efterlyser konsekvenser, hvis politikerne i byrådet svigter deres opgave og lader borgerne i stikken. Foto: Lars Pauli

Ole Frederiksen (V) efterlyser konsekvenser, hvis politikerne i byrådet svigter deres opgave og lader borgerne i stikken. Foto: Lars Pauli

Ole Frederiksen efterlyser, at det har en konsekvens, når politikerne svigter borgerne, som han mener, det er sket i incestsagen. - Jeg sidder i byrådet. Jeg har min del af ansvaret. Og hvad så? - Så kan jeg rejse mig op i byrådssalen og påtage mig det fulde ansvar for, at vi ikke har grebet ind, mens nogle af vores mest udsatte borgere er blevet udsat for overgreb i årevis. Og hvad så? - Hvad sker der, når et byråd totalt svigter sit ansvar og lader borgerne i stikken, spørger Ole Frederiksen, og svarer selv. - Ingenting! Efterlyser konsekvens Derfor foreslår han, at lovgivningen skal skærpes, så det står lysende klart, hvilken konsekvens det har for et byråd, der ikke lever op til sit ansvar. - Vi skal frem til en situation, hvor det får mærkbare konsekvenser for byrådspolitikerne, hvis de ikke kan finde ud af det, siger Ole Frederiksen og gør opmærksom på, at der nu er forlangt godt to millioner kroner i erstatning til børnene i incestsagen. - Det er cirka 80.000 kroner til hvert byrådsmedlem i Rebild. Hvis det var konsekvensen, skulle jeg nok sørge at kigge procedurerne efter i mindste detalje og spørge ind til sagerne. - Så skulle jeg nok sørge for, at noget så vigtigt som det her ligger øverst i bunken og ikke kulturhuse og rundkørsler, siger Ole Frederiksen. - De må råbe alt, hvad de vil Uden tvivl ville nogen begynde at råbe om indblanding i det kommunale selvstyre, hvis forslag som Ole Frederiksens blev skrevet ind i loven. - Det må de bare råbe, alt det, de vil, konstaterer han. - For det duer jo åbenlyst ikke, som det er nu. Det er i sidste ende byrådets ansvar, og dermed må det også have konsekvenser for et byråd, hvis politikerne ikke magter opgaven. - Det kan godt være, at jeg ikke er politisk korrekt, men det er så ufattelig vigtigt, at alvoren i det her går rent ind på lystavlen hos alle os, der har ansvaret, siger Ole Frederiksen.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.