Øv! Ekstra surt vejr i oktober
Ikke siden 2001 har der været så få soltimer i løbet af denne måned
Opdateret 23. maj 2022 kl. 11:59
DANMARK: Hvis du synes efteråret har været en udsædvanlig våd og trist omgang, har du ret.
I år har oktober indtil nu været den mest solfattige i mange år, konstaterer Danmarks Meteorologiske Institut/DMI.
Der er stadig et par dage tilbage af måneden, men DMI har allerede nu regnet på, hvor mange - eller rettere få - solskinstimer, måneden vil ende med. Og det ser trist ud - gråt-i-gråt og vådt.
- Vi forventer at nå 71 solskinstimer for måneden som helhed. Det er i så fald 31 solskinstimer færre end normalt. Ikke siden 2001 har vi set så lidt sol i oktober, siger klimatolog Mikael Scharling, ifølge DMI.
Måneden har også været ekstra regnvåd. Frem til 22. oktober har DMI målt 81 mm nedbør - og forventningen er, at der i hele oktober vil være faldet 110 mm regn.
Det vil være omkring en tredjedel mere end oktober plejer at byde på.
Til gengæld har oktober i år været mere lun. DMI skønner, at gennemsnittemperaturen for måneden ender på 11,2 grader, hvilket i så fald vil være 1,4 grader over normalen for måneden.