Pædofili

Oldefar tiltalt for seksuelt misbrug af ni børn

80-årig mand fra Brønderslev er tiltalt for gennem 22 år at have seksuelt forgrebet sig på børn i familien og den nære omgangskreds

Arkivfoto: Bente Poder
Arkivfoto: Bente Poder Bente Poder

Opdateret 14. maj 2013 kl. 15:41

HJØRRING: Efter et år og fem måneders politiarbejde har Nordjyllands Politi mandag tiltalt en 80-årig mand fra Brønderslev for en lang række seksuelle overgreb på 9 børn gennem de seneste 22 år.

Overgrebene er i den grove ende af skalaen og begået mod både drenge og piger i mandens familie og bekendtskabskreds.

Sagen begyndte i december 2011, da en dengang 10-årig pige fra Brønderslev fortalte om overgreb begået mod hende af den 80-årige og tre andre mænd fra familien.

Yderligere to mænd tiltalt

To af de mænd, som blev sigtet tilbage i 2011, er nu også tiltalt for pædofili, dog i mere begrænset omfang.

Det drejer sig om en 33-årig mand og en 48-årig mand. Sigtelsen mod den tredje mand i sagen er frafaldet, da sigtelsen ikke kunne bevises.

- Vi har ikke kunnet få understøttet pigens forklaring, forklarer advokaturchef Peter Rask.

Der skal afsættes ti retsdage til sagen, og advokaturchef Peter Rask forventer at sagen vil komme for Retten i Hjørring til efteråret, som en domsmandssag.

Politiet vil kræve, at den 80-årige mand får en dom til psykiatrisk behandling, men det uvist hvilken straf de to øvrige tiltalte har udsigt til.

Forsiden