Thisted

Olden betyder "oldish" - med fotografi

Den unge israelske billed- og installationskunstner Yinon Avior, der nu bor i København, udstiller Kirsten Kjærs Museum måneden ud

Yinon Avior viser her et fotogram, som er et af de værker, han har fremstillet under sit ophold på Kirsten Kjærs Museum.
Yinon Avior viser her et fotogram, som er et af de værker, han har fremstillet under sit ophold på Kirsten Kjærs Museum. Foto: Peter Mørk

LANGVAD: Yinon Avior har nu boet et par uger som artist-in-residence på Kirsten Kjærs Museum i Langvad, og resten af marts viser han så de værker, han har produceret under ophold.

Udstillingen, der så at sige er en for-udstilling til sommerhalvårets udstillingssæson på museet - der åbner lørdag 8. april til påske - kalder han "Olden". Som i "oldish" eller gammel-ligt eller gammelt eller måske gammeldags. Ikke noget med agern og bog som svineføde.

Fotografi som udgangspunkt

Det dækker over, at han anvender fotografi, fotografimaterialer og fotogram:

- Det er 1920’ernes teknikker, jeg bruger. Og det er en slags kommentar til, at i dag kan alle fotografere. Digitalt, men her er der tale om de gamle teknikker med kemi og fotopapir, forklarer kunstneren.

Han er født 1991 i Tel Aviv i Israel, hvor han først tog en eksamen fra byens Thema Yellin School of Art, før han fortsatte på Kunstakademie Düsseldorf i Tyskland, og endelig sluttede han så sin uddannelse på Hamidrasha Faculty of Arts i Jerusalem.

De seneste to år har han boet i København, efter at han havde mødt sin kæreste, der er dansk. I København tjener Yinon Avior til livets ophold ved at undervise i engelsk på Copenhagen International School, mens han selv går til danskundervisning.

Udstillingen på Kirsten Kjærs Museum, der kan ses i museets Becket Gallery, er hans tredje separatudstilling, idet han tidligere har udstillet på Charlottenborg Kunsthal i København og i L’Atelier Alexandrie i Alexandria i Ægypten.

Når man går ind i Becket Gallery, ser man straks, at her er der tale om et minimalistisk udtryk, og man undres måske over, at et stort værk ikke synes at være pakket ud. Men det er, som det skal være. Det er selve kunstværket - en kommentar: Der er ikke mere fotopapir fra Agfa ...

- Jeg kalder den "Untitled joke", og, ja, den er en vittighed, både om mig selv og om kunsten som sådan. Især fotokunsten, siger Yinon Avior.

Udstillingen lægger således på mange måder op til, at beskuerne tænker selv og tænker efter. Den kan aflæses på flere planer - som en ren visuel og rumlig komposition, men også med nogle visuelle koder, der måske først skal knækkes, og som kommentarer. Så længe udstillingen er hængt op, er kunstneren til stede. Stort set hele tiden, så publikum får lejlighed til at høre mere om hans egne tanker.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden