Aalborg

Olieudslip i Romdrup Å

Beredskabet har siden fredag eftermiddag arbejdet på at begrænse skaden

Arkivfoto: Grete Dahl
Arkivfoto: Grete Dahl

Opdateret 12. maj 2022 kl. 13:56

AALBORG: Beredskabet i Aalborg Kommune har siden fredag eftermiddag arbejdet hårdt for at begrænse skaden efter et olieudslip i Romdrup Å ved Aalborg.

- Vi blev kontaktet fredag, da anmeldere havde bemærket, at der strømmede olie i åen i kraftige mængder. Vi tilkaldte Aalborg Kommunes miljøvagt, og lagde opsugningspølser ud i åen for at forhindre olien i at sprede sig videre ud i fjorden, fortæller vagthavende beredskabsinspektør Peter Reinau fra beredskabet.

Siden den første indsats har beredskabet knoklet på med løbende at udskifte opsugningspølserne. De har udfyldt deres funktion. Her er desværre tale om et større udslip.

Har en kraftig mistanke

Kunsten er også at stadfæste, hvorfra udslippet stammer.

- Vi har åbnet samtlige kloakdæksler på strækningen, og de prøver, miljøvagten har opsamlet, bliver undersøgt. Vi forventer, at der foreligger et resultat mandag, forklarer Peter Reinau.

Langs åen ligger på en strækning Lundeborgvej.

- Vi har en kraftig mistanke om, at udslippet sandsynligvis stammer fra en eller flere industrier, som er placeret på vejen, siger beredskabsinspektøren.

Ingen fisk på ryggen endnu

Ifølge beredskabsinspektøren er det ikke første gang, der er udslip i Romdrup Å i det område, her igen er tale om.

- Vi har endnu ikke set fisk på ryggen denne gang, men det kan hurtigt komme. Skaden er desværre sket, men nu gør vi, hvad vi kan for at begrænse det yderligere, fortæller Peter Reinau.

Han tilføjer, at forureneren kan forvente en meget stor regning, hvis man får fastslået, hvorfra olien stammer.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden