Omfattende ledningsarbejde i Maren Turis Gade
Aalborg Forsyning og Aalborg Kommune fornyer og udskifter gas-, vand- og kloakledninger
AALBORG: Et omfattende ledningsarbejde i Maren Turis Gade påbegyndes her i midten af april 2015 og forventes at blive afsluttet i september 2015. Det meddeler Aalborg Forsyning i en pressemeddelelse.
Arbejdet indledes i den sydlige ende af Maren Turis Gade - altså ved Bispensgade. Hele Maren Turis Gade vil i perioden være stærkt præget af arbejdet, da pladsforholdene ikke er optimale. Når arbejdet er gennemført, vil vejen og fortovene have samme udformning, som de har i dag. Det samme gælder de trafikale forhold.
- Mange af forsyningsledningerne i midtbyen blev etableret for rigtig mange år siden. De er ofte slidte og er ikke så miljø- og energivenlige, som nye moderne forsyningsledninger, forklarer rådmand for Miljø- og Energiforvaltningen, Lasse Puertas Navarro Olsen (EL).
En række udfordringer
Erfaringer fra lignende ledningsarbejder i Aalborgs midtby viser, at det er en kompliceret opgave at arbejde i midtbyen. Dette understreges af de forundersøgelser, herunder tv-inspektioner, som er blevet gennemført i Maren Turis Gade.
- Der er altid en række udfordringer forbundet med at gennemføre store anlægsarbejder i midtbyen. Vi skal tage hensyn til beboere, erhvervsdrivende og de mange gæster, som færdes der hver dag. Vi skal også tage hensyn til de mange, og ofte dårligt funderede, gamle bygninger, der ligger tæt på de smalle gader. Endelig står grundvandet højt i området. Disse ting tager vi naturligvis højde for, når vi vælger arbejdsmetoder. Vi opsætter for eksempel vibrationsmålere på udvalgte bygninger og vi måler løbende grundvandsstanden i området, udtaler formanden for Aalborg Forsyning, Kloak A/S, Lasse Frimand Jensen.
Trafikale ændringer
Arbejdet vil indebære trafikale ændringer i form af blandt andet afspærringer samt begrænsninger i adgangen til ejendomme i Maren Turis Gade samt manglende mulighed for parkering ved ejendomme. Der vil desuden forekomme gener som støv, støj og rystelser.
Der vil blandt andet blive opstillet informationskasser i kvarteret, hvor interesserede kan følge med i, hvordan arbejdet skrider frem. Det er også muligt også følge med på hjemmesiden www.aalborgforsyning.dk/kloak/marenturisgade.
Beboere og erhvervsdrivende vil desuden modtage en folder, der fortæller om arbejdet og samtidig indeholder en liste over kontaktpersoner.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.